Indkøbskurven er tom.
Performancekunst på Roskilde Festival
Rejser, Kultur & Event

Seks navne føjes i dag til Roskilde Festivals Art & Activism-program

Performancekunst på Roskilde Festival

Nyhed: Af Tina Kristensen
25.01.2024

Over årene har Roskilde Festival udviklet og udvidet Art & Activism-konceptet så festivalgængerne hvert år udover musikken kan fordybe sig i både performance, installationskunst, talks og meget andet på festivalen. I dag offentliggøres 35 nye navne til Roskilde Festival 2024. På musikfronten er det blandt andre J Hus, Jungle, Jane’s Addiction og Khruangbin, og så indeholder listen også seks performancekunstnere, som er en del af programmet for Art & Activism. De optræder alle på scenen Platform, som er Roskilde Festivals scene for performance og interdisciplinære formater.

Platform er et af de nyere tiltag, der blev skabt til den 50. Roskilde Festival i 2022. Sammen med designvirksomheden NLÉ Works skabte Tino Sehgal Platform, der er et rum der kan transformeres og tilpasses forskellige værker og oplevelser. Det kan være både et helt mørkt og lukket rum eller en helt åben platform med 360 graders scenerum.

Scenen giver mange muligheder for at arbejde med nye og eksperimenterende formater på tværs af kunstarterne, noget som Platforms program sidste år også bar præg af. Det ene øjeblik var der intimkoncert med særegne strengeinstrumenter og det næste en omfattende danseperformance, der indtog alle hjørner af "rummet". Det var imponerende, hvor mange der samledes ved Platform til de forskellige indslag, og dette års sceneprogram ser lige så lovende ud.

”Platform er et sted, man helt sikkert bør besøge. Man kender givetvis ikke alt på forhånd, men til gengæld er der garanti for en særlig oplevelse i dette anderledes og intime rum, hvor der er plads til de mere eksperimenterende, interdisciplinære acts”, siger Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén.

I 2024 finder man blandt andre den internationale duo Anansi’s Web, som gennem et værk skabt helt særligt til festivalen sætter fokus på karnevallet som arena for politisk modstand, samt danske Cassie Augusta Jørgensen, der spidder populærkulturens stereotype fremstilling af kvinder.

Og så kan man opleve den fremadstormende britiske kunstner Matt Copson, som for første gang live-animerer sine enorme laserprojektioner. Briten har desuden markeret sig som medinstruktør af flere af Caroline Polacheks musikvideoer.

Herunder lidt mere om de seks kunstnere


Anansi’s Web

Performanceværket ‘Dimanche’ er skabt særligt til Roskilde Festival og sætter de fokus på den caribiske karnevalskultur som både ekstatisk folkefest og et rum for kollektiv politisk modstand.

I en eksplosion af farver, bankende bas og overdådige maskeradekostumer udforsker Anansi’s Web folkloriske traditioner, den caribiske musikkultur omkring lydsystemer og karnevalskarakteren jab jab, der er kendt som et symbol på politisk modstand. En figur der også bærer navnet Melasses Devil og ofte bliver afbilledet ved, at karnevalsdeltagere smører sig ind i melasse og bærer horn.  

Bag Anansi’s Web står den britiske multidisciplinære kunstner Curtly Thomas og kunstner og producer Nelta Kasparian, der har rødder i Frankrig og Gaudalupe.

Matt Copson
Gigantiske lazeranimationer og opera forenes i urovækkende performanceværk af den britiske kunstner Matt Copson, der for første gang animerer sine store projektioner af mennesker, fabeldyr og spøgelseslignende kæmper.

Med inspiration fra hulemalerier, absurd teater og 1950’ernes son et lumière bliver Platformscenens mørke i Copson’s hænder til et grottelignende rum, hvor den eneste kilde til lys er lazer-tegningernes foruroligende væsner, der bevæger sig til et soundtrack, som har tråde til både folklore og opera.

Ud over at være et fremadstormende talent på kunstscenen er Copson også kendt for at være medinstruktør af den amerikanske popstjerne Caroline Polachek ‘s musikvideoer.


Cassie Augusta Jørgensen

Cassie Augusta Jørgensen er en dansk billedkunstner, danser og koreograf, som de seneste år har gjort sig bemærket med sine intense og hæsblæsende performative værker, der piller populærkulturens stereotype repræsentation af kvinder fra hinanden.  

Med inspiration fra både porno, et kristent moralkodeks, dagbogsuddrag, teater og film har hun perfektioneret sit helt eget showgirl-ship, hvor alvor og humor smelter sammen i abstrakte og obskure live-optrædener, mens tempo og rytme gradvist opbygges og accelererer.


Mounia Nassangar

Kan man danse sig gennem udbrændthed og følelsen af at være låst fast? Fransk waacking-stjerne gør forsøget i maksimalistisk disco-performance.

Hos Mounia Nassanger bliver waacking både en protest mod homofobi og racisme og en nøgle til frigørelse. I performanceværket ‘STUCK’ undersøger hun, hvordan man kan acceptere kroppens – og livets - begrænsninger og bruge dansen som et redskab til at overkomme udfordringer og følelsen af at være fastlåst.    

‘STUCK’ er til Roskilde Festival produceret i samarbejde med Detour Dance Festival. 


Ruth Rebekka Hansen

‘RIPE BODY’ er en solo danseperformance i to dele – om dagen en interaktiv installation, om natten en hypnotiserende fest. Værket er skabt af denKøbenhavn-baserede danser og koreograf Ruth Rebekka og får premiere på Roskilde Festival.

I ’RIPE BODY’ udforsker Ruth Rebekka Hansen køn og seksualitet som både flydende, forførende og festligt. Performancen udspiller sig i en tre meter høj, gennemsigtig boks med spejlbeklædt loft og gulv, hvor kroppen bliver en levende skulptur, der udforsker og udfordrer forskellige fysiske former og magtstrukturer.

Musikken er skabt af Lauge Heebøl, som har komponeret et tvetydigt lydlandskab til installationen, mens han om natten leverer et hypnotiserende og beattungt backdrop.

‘RIPE BODY’ er blevet til i et samarbejde mellem Roskilde Festival, Aaben Dans, Dansehallerne, Bora Bora og Teater Momentum. 


Thjerza Balaj

Hård techno, kvindelig dominans og slavisk folklore forenes i mørk performance af den norsk/Kosovo-albanske danser og koreograf Thjerza Balaj.

Med performanceværket ‘Ruzalka’ dykker hun ned i slavisk folklore og myten om den kvindelige karakter Rusalka, der lokker unge mænd dybt ud i vandet, hvor hun vikler dem ind i sit hår og sænker dem ned på havets bund. https://www.roskilde-festival.dk/da/

I ‘Ruzalka’ personificerer Thjerza Balaj den mytiske figur - men i en hybridversion, hvor både identitet, magt og lyst bliver flydende størrelser. I fløjlsblødt mørke og til hård techno udforsker hun begær og dominans og afsøger grænserne for dansen. 

Roskilde Festival 2024 finder sted gennem otte dage fra 29. juni til 6. juli.
Yderligere information på roskilde-festival.dk

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig