Indkøbskurven er tom.
Cohen hyldestkoncerter
Scene, Film & Bøger

Endnu en hyldestturné er i gang med Cohens sange

Cohen hyldestkoncerter

SCENE: Af Lærke Helene Askholm.
31.01.2024.

Endnu en hyldestturné er i gang med Cohens sange, og endnu en gang er populariteten af koncerterne helt i top. Hele 11 koncerter tilfalder hovedstaden, fordi én, to eller tre ekstra koncerter ikke var nok. Efterspørgslen sprang rammen, og magasinet kunst var sidste uge til en af koncerterne i DR Koncerthuset.

Anledningen til at der er endnu en Cohen-hyldestturné i gang er, at han i år til september ville være fyldt 90 år. Det er altså en rund fødselsdagsturné, hvor han selv er nærværende i form af en række af de mange sange, han skabte og delte med sit publikum. Ud af de 28 koncerter er hele 11 af dem i DR Koncerthus, fordi efterspørgslen sprang rammer for, hvad man havde kalkuleret med af ekstra koncerter. Men hvad kan man gøre, når populariteten – og dét med rette - skaber en interesse langt ud over det sædvanlige? Der er nu syv koncerter tilbage. 

Det er fjerde gang, at denne gruppe tager ud sammen for at hylde Leonard Cohen, og denne turné er den mest omfattende. Gruppen består af Troels og Lars Skjærbæk, Mads Andersen, Palle Hjorth, Claus Hempler, Signe Svendsen, Sara Indrio, Mike Andersen, Bjørn Fjæstad og Steen Jørgensen. Med er også John Skæg Hedegaard Lund på lys, Poul Stenstrup på lyd og Daniel Devantier på monitor.


Cohen - En hyldestkoncert i DR Koncerthus. Foto: Lærke Helene Askholm

Ærefuld hyldest
Der var tale om endnu en ærefuld og smuk hyldest, hvor seriøsiteten mellem publikum og musikerne er en indforstået tilstand i Cohens ånd, der, lige fra rummet indtages af begge parter, får lov at nå både højder og dybder, som der gives plads til at være i. Det er som en slags afstressende og skærpende ceremoni, hvor det mærkes, at salen er fyldt med personlige minder. Den balance formår musikerne at levere til fingerspidserne.

Der er ny sætliste på denne turné, hvor nogle sange tilhører de samme kunstnere som sidst, men hvor det også er udvidet med nye numre og en anden rækkefølge. Det var forfriskende, og fordelingen rent kunstnerisk er nuanceret og velvalgt. Som publikum kan man fint føle den enkelte kunstners passion og forhold til de enkelte sange.

Drømmende lyssætning i fortryllende lyd
Lyssætningen i koncerthuset var utrolig stemningsfuld, og den skabte et synkront match til den smukke lyd afstemt af Poul Stenstrup, hvor blandingen var eventyrlig og supplerede Cohens univers perfekt. Scenograf Christian Arvad var også blandt publikum og roste i særdeleshed den smukke og drømmende lyssætning af John Skæg Hedegaard Lund: ”Med det semitransparante draperede bobinenette, som hang bag scenen fik rummet lov til at tale uden at larme samtidig med, at det blev belyst smukt og skabe stemninger. Meget flot udført.”

Cohen - En hyldestkoncert i DR Koncerthus. Foto: Lærke Helene Askholm

Sangenes harmoniske vej
Efter koncerten havde jeg en snak med flere af musikerne. Mike Andersen fortalte om den helt særlige stemning af ærefrygt og glæde, der fylder i musikerne hver dag, hvor seriøsiteten er i absolut top. ”Vi har alle sammen en bevidsthed om, at hver enkelt blandt publikum har et meget personligt forhold til de her sange, og at vi derfor træder ind på et meget følsomt sted, som skal forvaltes med stor respekt. Både overfor publikum og overfor Cohen.” fortalte Mike og uddybede den tilgang, som er nødvendig, når man synger så legendariske sange: ”Balancen mellem at være tro mod sangene og stadig tilføre dem noget af sig selv og eget særpræg er meget vigtig at ramme, for man er jo sig selv som musiker og samtidig skal den del ikke overgøres, fordi det er sange, der har et fast udtryk og et publikum, der ønsker at høre dem uden de er ændret alt for meget.”

Om fordelingen af sange fortalte Steen Jørgensen, at sangene er harmonisk delt ud, og de hver især frit har fået lov at vælge de sange, der har betydet noget for dem eller i det hele taget appellerer til dem. Den fordeling er forløbet nemt og har jo også fået nogle af de mindre eksponerede sange med på scenen såsom ”I can´t forget”, som Steen synger og som faktisk er min personlige yndlingssang.


Cohen - En hyldestkoncert i DR Koncerthus. Foto: Lærke Helene Askholm

Fed dynamik
Både Mike og Steen fremhævede Daniel Devantier som eminent at arbejde med, da lydmæssige fejl simpelthen korrigeres i det sekund, de måtte vise sig og dermed er væk med det samme. De fortalte, at lydprøver med Daniel og Poul er en fryd, fordi det bare glider på skinner og dermed kan klares langt hurtigere end ellers.

Både frontmænd, som der er mange af i denne gruppe, og bagmænd har en fed dynamik, hvor stemningen er, at alle skubber hinanden fremad, så man kan levere det bedste hver eneste aften. Den dynamik kan mærkes langt ud over scenekanten, hvor en følelse af intens øjenhøjde med musikken er gennemgående samtidig med, at numrene og teksternes storhed mærkes. Flot og ypperligt leveret af den passionerede gruppe endnu en gang – og på en ny og forfriskende måde.

Idémanden bag alle hyldestkoncerterne, er både front- og bagmand, for han står på scenen og spiller bas: Troels Skjærbæk. Han har en helt særlig evne til både at samle, skabe og videreformidle stor musik til store grupper. Han arrangerede blandt andet også Bob Dylan Tribute-koncerter med samme hold af musikere, men Corona lukkede desværre ned for det projekt af to omgange. Men efterspørgslen efter de store hyldende og samlende koncerter lader på ingen måde til at stoppe.


Cohen - En hyldestkoncert i DR Koncerthus. Foto: Lærke Helene Askholm

Sætliste:
You Want It Darker, Steen Jørgensen
I’m Your Man, Bjørn Fjæstad
Paperthin Hotel, Claus Hempler
Anthem, Claus Hempler
Famous Blue Raincoat, Sara Indrio
Suzanne, Mike Andersen
Memories, Mike Andersen
This waltz, Signe Svendsen
Lady Midnight, Steen Jørgensen
First We Take Manhattan, Bjørn Fjæstad
A Singer Must Die, Sara Indrio
I Can’t Forget, Steen Jørgensen
Sisters Of Mercy, Steen Jørgensen
Who By Fire, Mike Andersen, Signe Svendsen og Sara Indrio
Diamonds in the mine, Mike Andersen
Bird On A Wire, Signe Svendsen
Dance Me To The End Of Love, Claus Hempler og Signe Svendsen
Everybody Knows, Claus Hempler
Hallelujah, Bjørn Fjæstad

Ekstranumre:
Chelsea Hotel, Sara Indrio
So Long Marianne, Bjørn Fjæstad
Thanks for the Dance, Signe Svendsen

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig