Drengen og hejren

FILM: Af Sofie Tanashka
09.02.2024

Animationens mester danser med sædvanlig lethed på et knivsæg mellem virkelighed og fantasi, og lander med finesse i endnu et unikt skabt Ghibli-univers. Et univers, der føles som en ode til barndommens og naturens magiske kraft.

Drengen Mahito vågner i en larm af krigssirener i hvad der umiskendeligt ligner anden verdenskrigs Japan. Mens han løber gennem gader med forskræmte menneskemængder og røg, forvrænges lyden, ilden overtager, både Mahitos virkelighed og hans indre syner. Mahito og hans familie flygter dernæst fra det krigsramte Tokyo ud i sikkerhed på landet, hvor Mahito nu skal forholde sig til nye voldsomme livs- og familieforandringer, samtidig med at han lærer familiens hus’ spændende, men også mystiske hemmeligheder at kende. De pludrende, men kærlige bedstemor-agtige stuepiger der tager sig af ham, et mystisk tårn inde midt i skoven ved siden af huset, hvor de voksne ikke kommer og ikke mindst, allerede ved sin ankomst, en grov hejre, der bogstavelig talt flyver lige ind i hans tilværelse. Skellet mellem fantasi og virkelighed udhviskes i sædvanlig Ghibli-stil, i Mahitos forsøg på at falde til i hans nye liv. Samtidig får vi flere og flere detaljer om tårnet inde i skoven, et tårn der blev bygget af Mahitos grandonkel. Sprækkerne mellem virkelighedens og fantasiens verden bliver større i takt med at den altid tilstedeværende hejre synes at skifte form. Grænserne ophæves og i vanlig Ghibli-stil kan alt ske - og sker.

Miyazaki og Ghibli, Drengen og hejren
Hayao Miyazakis personlige islæt er ikke til at komme udenom i Drengen og Hejren, selvom filmen på mange måder er en lidt atypisk Ghibli film. Den er svær at placere i forhold til aldersgruppe, har mange løse ender, og så er nogle af tegningerne i et lidt fladere format, der til tider får det til at se ud som om den er billigt produceret. Alligevel har filmen så mange fordele, at den føles signifikant for studiet, og ikke mindst for den aldrende instruktørs arv.

Uden at spare på de karakteristiske mytiske finurligheder, rummer historien om drengen og hejren nemlig mere end nogensinde referencer til Miyazakis eget liv og opvækst. Hayao Miyazaki flygtede, ligesom Mahito i filmen, også ud af Tokyo og ud på landet med sin familie under anden verdenskrig, og ligesom Mahitos far var Miyazakis far også leder af et flyfabrikant-firma (ægte Miyazaki-fans vil ikke kunne undgå at bemærke de diskrete flymotiver rundt omkring i filmen).

Tårnets grundlægger og Mahitos onkel er en hyldest til Mesterens egen Sensei, mentoren og animatoren Isao Takahata, der stod bag nogle af de første Studio Ghibli-film, blandt andet Grave of the Fireflies, der havde fællespremiere med Min Nabo Totoro i 1988. Hejren er en billedliggørelse af Toshio Suzuki, produceren, som i tæt samarbejde med Ghiblianimatorerne har været med til at skabe flere af studiets mesterværker og i det hele taget har haft et komplekst forhold til Miyazaki selv gennem tiden - et forhold hvis udvikling meget korrekt afbildes i filmen gennem Mahitos og hejrens.

Vingede skabninger og eksistentielle spørgsmål
Samtidig er der i Drengen og hejren flere “budskaber”, der på den ene side føles som instruktørens egen bearbejdelse af sit liv og sin karriere, men også som beskeder til nye generationer.

I tårnets forestillingsverden spejles et surreelt vrangbillede af Mahitos egen verden. Mahitos indre kvaler tager form af ven eller fjende, i et sandt elementarisk metaunivers, med oceaniske boliger, ildvenner, herskere af sten og luftige fjender - et univers, hvor naturen både heler og hersker. Parakitter, ild- og piratpiger, pelikaner og en kopernikuslignende stjernekigger af en grandonkel har en historie, som Mahito kan lære noget af, i forhold til at træffe det ultimative valg om hvilket liv han vil leve. Som i et sandt coming-of-age drama.

Alt dette kan man godt afsløre, uden at være i fare for at spolere plot eller slutning, da man i Miyazakis univers aldrig får et endegyldigt svar på hvordan “sandheden” ser ud. De helt unikke Ghibli-unverser har altid syntes at bevæge sig i et komplekst og modsætningsfyldt grænseland, uden synderligt ønske om at lande på hverken den ene eller den anden side af absolutter og optrukne grænser.

Denne film giver heller ikke noget svar, men spørger, både bogstaveligt og figurativt: Hvordan vil du leve dit liv?

Krigsbørn og eventyrverdener
Drengen og hejren er inspireret af den japanske børnebog af samme navn How Do You Live? og er også filmens japanske titel. Mahito finder denne bog i filmen, sammen med et brev der spørger:

Du har selv et valg, Mahito. Hvordan vil du leve dit liv?

Dette budskab gentages gennem hele filmen, også i mødet med tårnets arkitekt og grundlægger af den mærkværdige verdensorden i denne verden, den mystiske grandonkel: Du vælger selv, hvordan du vil se verden.

Titlen føles mere rammende end den danske og engelske “Drengen og hejren”, måske fordi selve historien kan synes meget skrøbelig, og faktisk ikke på den måde handler om drengens og hejrens forhold. I det hele taget er filmen bygget op omkring symbolikker som til tider kan gøre seeren mere forvirret end underholdt, fordi mange af tingene aldrig bliver fulgt til dørs.

Hvorfor Drengen og Hejren alligevel føles som et lille mesterværk må skyldes Studio Ghiblis evne til at skabe helt unikke universer. Hvordan de formår at skabe nye vistaer med egne undertoner og egne verdensordener igen og igen, er til stadighed en genistreg. Fortælleformen er tilpas udefinerbar og eksperimentel, trods den helt åbenlyse hyldest til mere lineære litterære eventyr. Både Narnia-tårn og antropomorfe fjender til trods har Miyazaki også med Drengen og Hejren skabt et univers på helt egne vilkår, som formår at skabe både meninger og bryde dem igen på en gang. Som i sande eventyr er der masser af advarsler og fornufts- og følelseskonflikter. Men hvor der i vestlige “traditionelle” eventyr konstant foregår en afkodning af det gode versus det onde, så foregår afkodningen hos Miyazaki mere som en form for konflikt mellem fornuften og den kreative verden.

Miyazakis evangelium til nye generationer
Det eneste budskab, der synes fremsat helt utvetydigt i filmen, er at “Unges sjæle er kostbare”.

Om det er en hentydning til fremtidige generationer af animatorer, eller om det er en hentydning til fremtiden, børn generelt, er måske mindre vigtigt. Symbolikkens mester forstår at tale et sprog som både taler til børn og voksnes indre børn - at børn i det hele taget er vilde med Miyazakis film er nok en mild underdrivelse. I toget på Mahitos vej væk fra storbyen og ud på landet fornemmer man de C.S. Lewiske undertoner, som i den klassiske børnebogslitteraturs ud-og-hjem-igen-eventyr. Men også som det afbildes i Ghiblis egen Ariettys hemmelige verden og Marnie - Min hemmelige veninde, og Min Nabo Totoro, er det barn, vi følger knuget af indre kvaler der bliver forløst gennem en mystisk eventyrverden. I Miyazakis univers forvandles historiens “virkelige” personer til fantastiske væsner, der optræder som hjælpere, følgesvende, lokkende forførerer eller faretruende fjender i fantasiens verden.

Symbolik er i det hele taget gaven der bliver ved at give i denne film, og fordi det hele tiden synes at omhandle børns forhold til verdens ondskab, kan man (som voksen) faktisk dårligt få nok. Filmen er måske, måske ikke, et indblik i en resigneret drengs psyke under voldsomme, brutale livsforandringer og måske snarere en preteen-ungdomsfilm end en egentlig børnefilm. Mahitos komplekse familieforhold, også i drømmeverdenen, kan overføres til den komplicerede forandring mellem børn og forældre, når børn vokser op. At skulle gå fra at være et beskyttet barn til at forholde sig til ikke blot den virkelige verdens barske realiteter, men også ens egne forældre som ægte, uperfekte mennesker er hverken i virkeligheden eller i tårnets verden, en nem affære.

I Drengen og Hejren vokser Mahito lige så meget i hans møde med trusler og fjender som med venner, fordi han vælger at møde og forholde sig til deres sandheder - deres kampe og deres liv, og denne simple, men ret så rørende morale gør det simpelthen en fryd at se Miyazaki behandle temaet om at gå fra barn til voksen.

Det, der overstråler alt i Drengen og hejren er, at det føles som en film, der ser lige så meget fremad, som den ser tilbage. At der endnu engang er skabt en Miyazaki-film, hvor den unge hovedperson får lov at fortælle historien på sine egne præmisser. Og at der er skabt endnu et bevis på at Hayao Miyazaki er animationens overlegne mester.

Uanset om Drengen og Hejren ender med at blive den reelt sidste film, som mesteren skaber for Studio Ghibli, er efter så mange “sidste” film ikke til at sige. Ikke desto mindre er den en både personlig og væsentlig brik i historien om Hayao Miyazakis karriere.

’Drengen og hejren’ havde biografpremiere den 8. februar i udvalgte biografer
Se traileren her

Skriv en kommentar

Del med en ven

Ingen kommentar mulig

Website Design by NCode Technologies, Inc.