Den 22. marts skydes Tivolis sommersæsonen i gang
CHART, Take That og Pantomimeteatrets jubilæum
INSPIRATION: Af Tina Kristensen.
21.03.2024.
I morgen skyder den traditionsomspundne have sommersæsonen i gang med et tætpakket og alsidigt program. Her er Fredagsrock med bl.a. Take That, Medina, Rasmus Seebach, en ny balletopsætning af Klods Hans i anledningen af at Pantomimeteatret fylder 150 år og så kan havens gæster igen i år møde samtidskunsten, når CHART rykker ind i Tivoli.
CHART i Tivoli
Vi starter med samtidskunsten, som velsagtens ikke er det ord, der først falder dig ind, når nogen siger ”Tivoli”. De sidste par år har man i august/september kunnet opleve samtidskunst i verdensklasse i haven, og det kan man se frem til igen i år. Værkerne vises i samarbejde med CHART og er enten særligt udvalgt eller skabt til Tivoli.
Austin Lee, Donkey with Flowers, 2022. Cast bronze; donkey patinated, flowers painted with industrial car paint. Courtesy Gallery Carl Kostyál, London and Stockholm and CHART in Tivoli 2022. Foto: Magasinet kunst.
Med et ”skattekort” i hånden, hvor kunstværkerne er markeret, kan man gå på kunstjagt i haven (eller man kan nyde at falde tilfældigt over dem, når man vandrer rundt på jagt efter næste forlystelse). Ved hvert enkelt værk er der en kort præsentation af værket og kunstneren bag og for de, der gerne ville vide mere, er der en mere udførlig præsentation tilgængelig online.
De sidste år har både danske og internationale kunstnere bidraget med værker, herunder John Kørner, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Esben Weile Kjær, Jonathan Meese og Austin Lee. Det bliver interessant at se, hvem årets udvalgte er. Navnene offentliggøres i løbet af sommeren og udstillingen kan i år opleves fra den 29. august. Kunstværkerne er placeret i hele haven.
Påske i Tivoli. Foto: Bax Lindhardt
Pantomimeteatret fylder 150 år
”Vinteren er brugt på omfattede vedligeholdsarbejde i forlystelseshaven, hvor gæsterne bliver mødt af en nyrenoveret forplads i Hovedindgangen. Vi har i år en række fejringer, som gæsterne kan se frem til,” fortæller Tivolis direktør Susanne Koch Mørch op til åbningen af sommersæsonen i Tivoli.
En af de mere markante fejringer er Pantomimeteatret, der fylder 150 år. Pantomimeteatret blev opført i 1874, efter tegning af arkitekterne Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen, samtidigt med at arkitektparret færdiggjorde Det Kongelige Teater. Det kinesiske teater erstattede Tivolis første teaterbygning, som var opført samme sted.
Børneballet I Pantomimeteatret, 1908. Foto: © Tivoli
Datidens aviser fortæller, at inspirationen til den kinesiske stil og det vifteformede fortæppe var hentet i Paris fra Bataclan-teatret. Det var dog Tivolis direktør Bernhard Olsen, som fik ideen til den store Påfugl. Teateret blev opført på blot tre måneder, men flere elementer var ikke helt på plads ved Tivolis åbning - og et midlertidigt net-malet fortæppet erstattede den store påfuglevifte den første tid.
I 1950 blev Pantomimeteatret restaureret af arkitekt Hans Hansen. Han valgte kinesisk farvebrug og symbolik, da han ikke havde de oprindelige tegninger. Det farvestrålende teater er i dag Tivolis ældste bygning. I 2024 har det været fredet 45 år og fungerer i dag på samme måde, som dengang det blev bygget.
Accordion Stories - Fenella Cook, Jennifer Wagstaffe, Heather Dunn, Marie-Claire Silfer. Foto: Tivoli.
Også andre typer af forestillinger, som artistnumre, dans, gymnastik og H.C Andersens eventyr-balletter har været fremført igennem tidernes løb.
”Vi sætter særligt fokus på balletten i år. Gæsterne kan se frem til balletpremieren på Klods-Hans, og så får vi besøg af internationale balletkompagnier,” fortæller Susanne Koch Mørch
H.C. Andersens klassiske eventyr om Klods-Hans bliver lavet som ny ballet på Pantomimeteatret. Den prisbelønnede koreograf og solist ved Den Kongelige Ballet Tobias Praetorius står bag koreografien. Musikken er skrevet af komponist og tv-vært Philip Faber, og Dronning Margrethe laver scenografi og kostumer.
Klods-Hans er den niende forestilling i Tivoli med Dronning Margrethe som scenograf, og den får premiere 22. juni 2024. Derudover kommer der gæsteoptræden med Hamburg Ballet John Neumeier i maj måned og New York City Ballet i Tivolis Koncertsal til august.
Medina, Fredagsrock 2019. Foto: Peter Troest © Peter Troest 2017
Take That, Medina og klassiske mestre
Tivoli får besøg af nogle af verdens fremmeste klassiske musikere. Internationale topnavne som Anne-Sophie Mutter, Yuja Wang, Jonathan Tetelman, Mischa Maisky og Angel Blue er alle at finde på Tivolis scener hen over sommeren.
Tivoli har desuden fokus på at åbne det klassiske univers for flere gæster, som måske ikke så ofte går til klassiske koncerter, men som er nysgerrige på klassisk musik. Her kan de fx opleve Mesterstykker i Tivoli, hvor Mathias Hammer præsenterer yndlingsstykker fra musikhistorien. Sæsonen sluttes af med en musikalsk duel mellem Hammer selv og Frederik Cilius. Der er også mulighed for at høre klassisk musik uden koncertbillet til de i alt 10 Plæne-koncerter, 20 con amore-koncerter i Koncertsalen og tre koncerter i Glassalen med danske stjerneskud.
Sommersæsonen inviterer bl.a. på 24 Fredagsrock-koncerter og lægger ud med Coco O. den 12. april og Medina optræder den 2. august. Den 28. juni indtager selveste Take That Plænen, mens Rasmus Seebach inviterer til Fredagsrock den 21. juni, og det bliver rockbandet Saveus, der afslutter årets Fredagsrock-sæson. Se Fredagsrock-programmet her.
”Det er svært ikke at være optimist, men vejret og konjunkturerne er altid ubekendte spillere. Lige nu glæder vi os efter en lang mørk vinter til at åbne indgangene for de mange gæster til påske,” fortæller Susanne Koch Mørch.
Påske i Tivoli. Foto: Bax Lindhardt
Netop de skiftende sæsoner og årstider er noget, som haven afspejler, med hvad der efterhånden kun kan beskrives som fintunede stemningsbagtæpper til forlystelserne, som for eksempel Halloween, hvor Tivoli bades i et orange skær eller julen, hvor snelandskaber, skøjtebane og andre julerier sætter stemningen. Og med åbningen af sommersæsonen lægges traditionen tro ud med et vældigt gult og orange påsketema, hvor påskeliljer, lam, påskeæg og æggeskattejagter sætter scenen for helligdagene.
Sommersæsonen trilles i gang fredag den 22. marts og løber til og med den 22. september, hvor der afsluttes med fyrværkeri. Dørene åbnes klokken 11:00
Foto øverst: Esben Weile Kjær, HYPER, 2022. Sculptures in fibre glass, lacquer, acrylic paint. Courtesy Andersen’s, Copenhagen and CHART in Tivoli 2022. Foto: Magasinet kunst.
Kilde: Tivoli