Indkøbskurven er tom.
Kunsten på Roskilde Festival
Rejser, Kultur & Event

Installation, performance og et interaktivt kunstværk

Kunsten på Roskilde Festival

10.04.2024.
Af Tina Kristensen

Roskilde Festival har nu det fulde program på plads og det ser lovende ud. Festivalen lægger blandt andet græs til kunst af jordansk-palæstinensiske Banaan Al-Nasser, den Stockholm-baserede danske kunstner Alberte Skronski inviterer til at spise jorden og lege med mad og på Platform kan man blandt andet opleve opera og gigantiske laseranimationer i et performanceværk af Matt Copson (UK)

Kunst og aktivisme-programmet fylder efterhånden godt på Roskilde Festival og gennem årene har man sideløbende med musikken kunnet opleve performances, talks og installationskunst – og selvfølgelig grafittikunst.

Igår offentliggjorde festivallen det fulde program og, udover musikken selvfølgelig, byder årets festival på en bred vifte af talks, performances, workshops og kunstværker, der er skabt specifikt til festivalen og behandler nogle af tidens mest aktuelle temaer. 43 navne blev føjet til programmet for kunst og aktivisme.


Banaan Al-Nasser. Pressebillede

Installation, performance og et interaktivt kunstværk
Den dansk-baserede jordansk-palæstinensiske kunstner Banaan Al-Nasser indtager hele foyeren ved den indendørs Gloria-scene med installationen ‘In Memory of Home’, der reflekterer over, hvem der har ret til et hjem og en stemme. På campingområdet præsenterer den danske kunstner Ragnhild May en hæsblæsende glamour-pop-performance, der kaster et kritisk blik på musik- og mediekulturen, mens den Stockholm-baserede dansker Alberte Skronski står bag et interaktivt kunstværk, hvor festivaldeltagerne kan spise jorden og lege med maden.


Alberte Skronski. Pressefoto.

Ragnhild May. Pressebillede.

“På Roskilde Festival præsenterer vi musik og kunst, som åbner for nye perspektiver, og aktivisme, der direkte behandler den måde, verden er og kunne være. Vores program rummer det umiddelbare, farvestrålende og underholdende lige så vel som det mere intime, rørende og eftertænksomme. Jeg tør godt garantere, at vi har en både følsom, festlig og forandrende uge i vente”, siger Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén.

Platform
Vi har også store forventninger til programmet for ’Platform’. Denne dynamiske scene blev skabt til den 50. Roskilde Festival i 2022 som et samarbejde mellem designvirksomheden NLÉ Works og Tino Sehgal. Det er et rum, der kan transformeres og tilpasses forskellige værker og oplevelser.

Scenen giver mange muligheder for at arbejde med nye og eksperimenterende formater på tværs af kunstarterne, og vi forventer at 2024 vil byde på samme diversitet som de sidste par år. Det ene øjeblik med intimkoncert og det næste med omfattende danseperformance.


Marikacrycrycry, Dark, Happy, To the Core. Roskilde Festival 2023. Foto. Hans Henrik Rasmussen / Magasinet kunst.

Opera og gigantiske laseranimationer
En af de kunstnere man kan opleve på Platform, er den britiske kunstner Matt Copson. Med inspiration fra hulemalerier, absurd teater og 1950’ernes son et lumière vil han på festivalen skabe et urovækkende univers.

”Platform-scenens mørke bliver i Copsons hænder til et grottelignende rum, hvor den eneste kilde til lys er lasertegningernes foruroligende væsner, som konstant ændrer form og karakter – akkompagneret af et soundtrack, der har tråde til både mytisk folklore og opera”, står der på festivalens hjemmeside.

Matt Copson har de seneste år haft soloudstillinger i blandt andet Paris og New York. Han har også skrevet og instrueret operaen 'Last Days', der havde premiere på the Royal Opera House i London og i 2024 bliver sat op i the Walt Disney Concert Hall i Los Angeles.

Alt i alt tegner det til at blive en festival med stor diversitet.

Se det fulde program for kunst og aktivisme her:

Roskilde Festival 2024 finder sted fra 29. juni til 6. juli. 
Find yderligere information på roskilde-festival.dk.

Kilde: Roskilde Festival
Billedet øverst: Roskilde Festival 2024. Foto: Hans Henrik Rasmussen / Magasinet kunst.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig