En sanselig film af Lila Avilés aktuel i Grand

Tótem

FILM: Af Maya Zoe Saadon.
31.05.2024.

I Tótem følger man den syvårige pige Sol eller Solcita, som hun kaldes af sin familie, når hun tilbringer dagen i sin bedstefars hjem, omringet af sine tanter, Nuri og Alejandra, og sine kusiner og fætre, under forberedelserne til fødselsdagsfesten for Sol's cancersyge far, Tona. I Tótem møder man en familie, med alt hvad en familie indebærer af indgroede dynamikker, usagte følelser fra fortiden, sorg, dødsfald og en dyb, ubetinget kærlighed.

I bedstefarens store hus driver minderne fra barndommen ned af væggene, som skaber et både trygt og klaustrofobisk fundament for den store søskendeflok, der i dag er blevet voksne og har fået deres egne børn. Derhjemme kommer Sols familie hinanden ved, på godt og ondt, inden den store fødselsdagsfest, som man fornemmer, bærer på en større vægt for familien, end bare en almindelig fødselsdag.

Tótem instrueret af Lila Avilés, pressebillede. 

Mellem fiktion og virkelighed
Tótem er en sanselig film, der befinder sig i spændingsfeltet mellem fiktion og virkelighed. Kameraet er ligesom bare med, som et tredje observerende familiemedlem, forstærket af Sol's barnlige blik, der er både nysgerrigt, reflekterende, ensomt og sorgfuldt. De lange scener hvor Sol bevæger sig alene rundt i det store, farverige familiehjem eller ude i haven, blandt dyrene, er poetisk bevægende, sansevækkende seancer, hvor filmen viser sig allerstærkest. Som når Sol fører en snegl fra bladet ude i haven, ind i hjemmet og placerer den på et af de gamle malerier i gangen, eller når hun bevæger sig rundt i skuret, drikker af vinflasken oppe på reolen og gør os, seere til vidner på hendes langsomme indtræden ind i voksenverdenen, en verden der både fascinerer og skræmmer hende.

Filmen placerer sig subtilt i grænselandet mellem børne- og voksenverdenen, i det skævvredne, der hvor rollerne nogle gange byttes om og det må være børnene der tager sig af de voksne, når livets udfordringer krakelerer de voksnes forsøg på at holde det hele oprejst. 
"Jeg vil ikke have du drikker mere," siger Sol's kusine til sin mor, Alejandra, der under hele fødselsdagsfesten, i stedet for at have siddet ude i haven med gæsterne, har siddet inde i køkkenet og drukket af whiskyflasken og afslører øjeblikket man som forældre, igen må blive mindet om børns kraftfulde evner til at se alt det, man sådan håber de ikke ser. 

Mor-datter relation
Især relationen mellem mor og datter, og hvor afhængige begge parter er af hinanden, udfoldes stærkt i filmen. Her er døtrene forlængelser af deres mødre, når de følger deres bevægelser i køkkenet, når de ser sig selv i spejlet, når de tager sminke på, når de gør rent og når de er med dem inde i mere private rum; på toilettet, i badet og når de klæder sig på til fest.

Grænserne mellem det private og det delte sløres i relationerne mellem forældrene og børnene, præcis som grænserne mellem familiemedlemmer nogle gange bliver. Instruktøren, Lila Avilés, har tydeligvis været fascineret af menneskekroppen, den bevægende, handlende, foranderlige krop: den tissende, skidende, bøvsende, krammende, kyssende, elskende krop, den krop, der kan svigte og pludselig blive meget syg og den krop der kan drage omsorg og passe på andre kroppe, når de bliver meget syge. Vi ser bl.a. hvordan den ældre kvinde, Cruz, ansat af familien til at tage sig af syge Tona, drager ubetinget omsorg til ham, når hun hjælper ham i bad og med at tage tøj på, samtidigt med at hun respekterer hans grænsesætning. Det er en relation mellem to mennesker, hvor den ene er fuldstændig afhængig af den anden for at kunne overleve, som et barn er til sin forældre, men stadig får lov til at beholde sin egen værdighed, den vi er så bange for at opgive, og derfor ofte først erkender, når alvorlig sygdom rammer.

Avilés har ikke været bange for at vise kroppens naturlige søgen hen imod andre kroppe, som den fundamentale nødvendighed for menneskelig overlevelse. Menneskekroppen er førende for filmen, mere end sproget og dialogen nødvendigvis, som forbliver mere "simpelt" og tenderer mod det praktiske, præcis som hverdagssamtaler mellem tætte familiemedlemmer før en fødselsdagsfest kan tage sig ud at være.  

Tótem instrueret af Lila Avilés, pressebillede. 

Sanselig, stærk og spektakulær
Tótem er en film der er generøs med sin menneskelighed; en stærk, livsbekræftende familiehistorie, hvor sorg og kærlighed eksisterer i et uomtvisteligt bånd. Det er skuespillet fri for anstrengelser og Avilés' sanselige, poetiske øje, der formår at gøre filmen stærk og spektakulær i sin form. Det er en film der skal mærkes, med alt hvad det indebærer af gråd og grin, som jeg selv sad og gjorde, besynderligt opmærksom på min egen levende, fysiske krop blandt alle de andre levende, fysiske kroppe omkring mig. Det er en film, der bevæger sig væk fra sproget og ind i kroppen, hvilket føles som et mærkbart afsæt af samtiden, med bevidstheden om at passe bedre på kroppen, ikke kun den individuelle men den kollektive verdenskrop. 

Tótem kan ses i Grand Teatret fra den 6. juni 2024.