Indkøbskurven er tom.
Afgang 2025
Udstillinger & Omtaler

Nyudklækkede dimittender fra Det Kongelige danske Kunstakademi udstiller lige nu på Kunsthal Charlottenborg

Afgang 2025 - Kunsthal Charlottenborg

20.05.2025.
Af Marianna Kiel

Kunsthal Charlottenborg danner traditionen tro rammen om afsluttende værker af 28 dimittender fra Kunstakademiets Billedkunstskoler. I en velkurateret gruppeudstilling markeres afslutningen på flere års uddannelse. Værkerne spænder bredt fra keramiske figurer over maleri til fotografi og lyd.

Udstillingen viser stærke, vellykkede værker med et fokus på materialernes egenværdi, og forholdet til det nære. Men også et klassisk opgør med det omgivende samfunds restriktive tendenser. Samlet set tegner udstillingen et refleksivt og socialindigneret billede af verdens dysfunktionalitet og misforståede hensyn.

Håndens frie bevægelse
Med Jonas Koleckis lysende, insisterende maleri “Obscura (Yellow), 2025” der er placeret ved indgangen til sydfløjen, bliver publikum indviet i et malerisk og cinematografisk, abstrakt rum hvor farvernes placering skaber bevægelighed og fortælling i en næsten synergisk forbindelse til filmlærredets projicerede billedverden. Med en dynamisk og malerisk opbygning kickstarter maleriet udstillingen som en glødende pil, der peger ind mod de andre værker.

Jonas Kolecki arbejder også, som det fremgår, med filmmediet, hvilket ses i maleriets fortolkning af tid og forgængelighed, som er karakteristisk for filmbilledet, der opløser tiden med forandring og flygtighed. Eksempelvis træder motiverne frem i billedets forgrund og forsvinder igen, og skaber herved en dialog mellem håndens flygtige bevægelser og filmmediets tekniske tilgang. Maleriet virker dragende med sine lysende spøgelsesagtige figurer, der gemmer sig i billedets kontrasterende motivverden. 


Jonas Koleckis “Obscura (Yellow)" 2025 Afgang 2025, Kunsthal Charlottenborg. Foto: Marianna Kiel

Genkendelighed og fremmedhed
Noget umiddelbart uanseligt, underspillet, men alligevel kraftfuldt er det indtryk, man får ved et umiddelbart overview af Astrid Ediths dragende videoinstalllation “Sleeping Viewer” 2025. Ved første øjekast bliver man i tvivl om, hvad man ser? er det abstrakt eller figurativt? Værket synes at spille på det fysisk sanselige og visuelle med en rytmisk bevægelse, der ses ved den sovende plettede Wobbegong-haj. Med en rolig vejrtrækning der kommer til syne ved gællernes små hivende, langsomme ryk, peger værket på den meditative tilstand, der kendetegner et øget fokus på åndedrættet. Man får fornemmelsen af en hypnotisk kraft eller en dyb forløsning. Med et sagte, lydløst tempo indgyder filmen til en særlig tryghed, der opstår i spændingsfeltet mellem det genkendelige og det ukendte, det nære og det fjerne, mellem ude og inde, natur, kultur, eller menneske og dyr. 


Astrid Edith “Sleeping Viewer” 2025, Afgang 2025, Kunsthal Charlottenborg. Foto: Marianna Kiel

Kroppens aftryk
I en udstilling i udstillingen er Karim Boumjimars keramiske lerkrukker linet op på en trappescene i en monumental installation betitlet “Queer symbiosis” 2025. Krukkerne, der er udført ud fra en gammel lertradition, viser påmalede motiver fra forskellige situationer i Boumjimars liv; en slags fortællinger og erfaringer, der forvandles til visuelle myter. Blandt andet ses et tilfældigt møde med en kvinde i Londons gamle pubkvarterer.

Håndaftrykkene på krukkerne bevidner, hvordan lerets faste substans bliver til organiske strukturer og figurer og synes at referere til filosoffen Walter Benjamins teoretiseren over fortællingen som håndværk: på samme måde, som lerskålen bærer spor af pottemagerens hånd, bærer fortællingen spor af fortælleren og dennes overlevering. Man kan tale om en slags flydende organisk bevægelse, der ændrer faste, vante forestillinger og figurer, ligesom sindet og vores hukommelse gør det.

At intet er statisk eller varigt, synes også at henvise til queerbevægelsens dynamiske karakterer, hvor ingen eksistens er en fast størrelse, men nærmere udgør en metamorf, organisk struktur. At betragte de skulpturelle krukker med deres kunstneriske kvalitet kan beskrives som en virkelig fascinerende, perceptorisk oplevelse, alle burde opleve.


Karim Boumjimar “Queer symbiosis” 2025, Afgang 2025, Kunsthal Charlottenborg. Foto. Marianna Kiel

Dekonstruktion af verdener
I et nedlagt område, der hører til den lukkede restaurant Amass’ Have på Refshaleøen, har kunstneren Seraina Grupp lavet et omsorgsfuldt kunstprojekt i forsøget på at genopbygge stedets naturlige grønne potentiale. I “The Garden of Decay", 2025, er målet at genskabe stedets biodiversitet ved at omdanne efterladte rester, jord, træ og planter til et nyt grønt område. Grupp kalder det at danne materiale for "Worldbuilding".

Eksperimentet handler om at skabe forvandling gennem opbygningen af et nyt økosystem og derved opnå nye forbindelser mellem afgrøder, føde og natur. Det sker blandt andet gennem opbygningen af hønsegårde, spisesteder og drivhuse.

Publikum inviteres til at låne cykler af Charlottenborg, og hermed tage turen ud til Refshaleøen og se det fulde værk der viser et smukt, livgivende eksempel på kampen for beskyttelsen af naturens ressourcer.  

Afgang 2025 er på alle måder en inspirerende og seværdig oplevelse, der viser hvad dedikeret arbejde udarter til i en afsluttende fase for akademistuderende på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Udstillingen får de varmeste anbefalinger herfra.

Udstillingen vises på Kunsthal Charlottenborg til og med 10. august 2025


 

Øverste billede: Stella Beling "Sara" 2025, Afgang 2025, Kunsthal Charlottenborg. Foto. Marianna Kiel

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig