Indkøbskurven er tom.
Banksy udfoldes på 2000 m2
Udstillinger & Omtaler

’The Mystery of Banksy – A Genius Mind’ i Art Maze på Østerbro frem til 21. september 2025

Banksy udfoldes på 2000 m2

Af Tina Kristensen
19.05.2025

De fleste kender nok navnet Banksy. Man behøver hverken være kunstkender eller streetart-entusiast for at have bemærket den meget aktive kunstner, der har vakt opsigt med værker på alle mulige og umulige steder de seneste årtier. Mon ikke du er stødt på en af hans karakteristiske rotter, en pige med en rød ballon, en maskeret demonstrant, der kaster med blomster eller måske noget helt fjerde fra den ikoniske og (utroligt nok) stadig anonyme kunstners hånd. Værker der ofte rummer en stærk samfundskritik og på poetisk vis sætter fokus på krig, klima og social ulighed. Nu kan du dykke ned i Banksys verden i et fortættet univers, der spreder sig over 2000 m2 i Art Maze på Østerbro.  

’The Mystery of Banksy – A Genius Mind’ åbnede for publikum fredag den 16. maj i Art Maze med VIP-visning dagen før. Udstillingen blev vist første gang i München i 2021 og har siden da besøgt en række europæiske byer, herunder Stockholm, Talinn, Oslo og Freiburg og nu er turen så kommet til København. Siden premieren i München har mere end 2,5 millioner besøgende set udstillingen og mon ikke tiden i København giver det tal et godt nøk opad. Der er i hvert fald lagt op til en omfattende præsentation af street art-superstjernen med mere end 150 motiver, der spænder over værker fra den spæde begyndelse og frem til i dag. Graffiti, fotografier, skulpturer, videoinstallationer og tryk på forskellige materialer såsom lærred, stof, aluminium, forex og plexiglas er blevet genskabt til denne udstilling.


Girl With Balloon, 2002. Mystery of Banksy (c) COFO Entertainment

Ikoniske værker
Magasinet har været en tur rundt i udstillingen med kurator Virginia Jean, der med stor begejstring og viden om kunstneren, fortalte om tilblivelsen af udstillingen og ikke mindst de mange interessante værker. For her er uden tvivl tale om interessante værker, nogle endda ikoniske, om end man lige skal ud over det faktum, at det er kopier man ser på. Langt de fleste af værkerne eksisterer nemlig ikke i dag. Nogle er blevet malet over, flere i hast for at skjule et upopulært budskab, og andre er blevet revet ud af muren. Banksys værker er værdifulde, så der er virksomheder, der har specialiseret sig i at skære Banksy-værkerne ud af murene, så de kan sælges i dyre domme til samlere.

Og der er mange gode grunde til at Banksy er så populær og rammer så bredt et publikum.

”Med sine værker tager Banksy fat i afgørende sandheder og problemer i vores verden, som vi ofte foretrækker at lukke øjnene for. Et Banksy-værk rører os alle og er rettet mod alle, uanset om de bryder sig om det eller ej. Netop derfor er det så vigtigt for mig personligt at udstille Banksys værker, gøre dem tilgængelige for verden og fejre dem. Banksy skriver historie med sin kunst – historien, der er vores virkelighed lige nu. Udstillingen er et must-see for alle, der kan lide at forholde sig til kunst, politik, verdensbegivenheder og, frem for alt, sig selv, og for dem, som har sans for bittersød ironi, udtaler kurator Virginia Jean.


The Mystery of Banksy – A Genius Mind. På åbningsdagen. Foto: ThinkAlike

En hyldestudstilling
Titlen på udstillingen ”The Mystery of Banksy – A Genius Mind,” lægger ikke skjul på, at der er tale om en hyldestudstilling og her kunne man måske godt have arbejdet med et lidt mere nuanceret blik – men på den anden side, så er der også noget befriende i blot at læne sig ind i fortællingen om ”den geniale kunstner”. Det er der, når alt kommer til alt, også mange udstilling der har gjort gennem tiden.

En kontroversiel figur som Banksy, bliver dog ikke mindre interessant af, at man belyser skyggesiderne af virket med alt hvad dertil hører af ulovligheder, trusler om dødsstraf og det paradoksale i at værker med antikapitalistiske budskaber pludselig opnår stor kommerciel værdi. Hist og pist i udstillingen titter disse problematikker heldigvis også frem.


Venice in Oil, 2019. Mystery of Banksy (c) Dominik Gruss

At udstille stedsspecifikke værker
Mange af værkerne er i den grad stedsspecifikke og her taber man i en udstilling som denne selvfølgelig noget af den oprindelige slagkraft, der har været i f.eks. at male motiver med anti-krigsbudskaber på ruiner i Ukraine og sætte fokus på luftforurening med et værk på en garage i Port Talbot, hvor Storbritanniens største stålværk i årevis havde forurenet luften. Denne problematik imødegås af udstillingen ved bl.a. at skabe en række små miljøer i de forskellige rum, der understøtter fortællingen fra de oprindelige lokationer – en bid af den palæstinensiske mur, et hjørne af en udbombet bygning, en del af en undergrundstog, en hjemløs på en bænk i en mørk krog. Og det fungerer godt, når værkerne understøttes af stemningsfulde kulisser - folkene bag opbygningen kan deres kram.  


Underground Installation, 2020. Foto: magasinet kunst.


The Mystery of Banksy – A Genius Mind. Foto fra åbningsdagen. Foto: ThinkAlike

Værkerne akkompagneres af informative udstillingstekster og QR-koder, der leder til yderligere info, så man får præsenteret værkerne i en større kontekst. Og det er i den grad vigtigt, at tage sig tid til at dykke ned i det enkelte værk på dets egne præmisser i stedet for at skøjte henover værkerne. Gør du sidstnævnte, kan det let komme til at fremstå som en række banale ytringer uden dybde – nej, det kræver fordybelse og at man får præsenteret rammerne så fortællingen udfolder sig, hvis værkerne skal leve i et udstillingsformat som dette. Her rammer man en fin balance mellem information og installation. Der er tilpas med wow-effekt, velvalgte, og smukt fremviste værkmæssige højdepunkter og ikke mindst er det en spændende fortælling om en verdensberømt anonym kunstner med noget på hjerte. Og så afslutter man selvfølgelig fornøjelserne med exit gennem gaveshoppen.     

The Mystery of Banksy – A Genius Mind vises i Art Maze til den 21. september 2025
Læs mere om udstillingen her: 

Billedet øverst: The Mystery of Banksy – A Genius Mind. Foto: ThinkAlike

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig