
Cirkus Summarum 2025
STOR, STØRRE, STØRST
Af Marlene Schnoor
Foto: Morten Rygaard
08.07.2025
Der findes forestillinger, der både skaber en umiddelbar glæde og som udfordrer os. Som ikke kun akkumulerer begejstrede grin fra opslugte børn, men som også flekser de voksnes refleksionsmuskler. Årets Cirkus Summarum er en af dem. Med en håndfuld af DR Ramasjangs ikoniske karakterer, spektakulære kostumer og DR Big Bands velspillede lydtapet, bliver der skabt en magisk, cirkulær oplevelse, hvor både cirkus-, performance- og teater væves ind i nutidens børnekultur.
Et barnekulturelt Gesamtkunstwerk
Med Motor Mille, Heino, Hr. Skæg, Rosa, Onkel Reje, Heksebeth (og en helt ny sprechstallmeister) som figurer i denne bombastiske performance, er forestillingen en hyldest til det folkelige og farverige. Men samtidig er den også en del af en god tradition inden for scenekunst for børn, hvor leg og læring mødes med en høj æstetisk bevidsthed. Det er et værk, der – i sin form – trækker tråde til både det klassiske Gesamtkunstwerk (vi er allerede i cirkus, når vi træder ind på pladsen og bliver guidet ind i teltet af stemmerne fra de velkendte figurer) og nyere performancekunst, hvor kostume, scenografi og krop spiller ligeværdige roller i fortællingen.
Særligt de teatralske udklædninger og forvoksede rekvisitter sender tankerne i retning af performancekunstnere som fx Lilibeth Cuenca Rasmussens storslåede værker, hvor figuration og forvandling er centrale. Det er stort, skævt og sanseligt – og netop i krydsfeltet mellem det iscenesatte og det umiddelbare bliver forestillingen både underholdende og kunstnerisk interessant.
Heinos ‘mini-nummer’ – som han modvilligt får lov til at opføre i et show, hvor alting helst skal være STOR, STØRRE, STØRST – viser sig i øvrigt ikke at være så lille endda. Da tonerne fra Minisjang-sangen fylder teltet, synger selv de voksne højlydt med. For sangen har lydt som baggrund til utallige STORE øjeblikke med vores helt små børn. Og netop i det genkendelige opstår en særlig rørende resonans mellem stort og småt.
Poetisk linedans
Et andet, for mig, højdepunkt er linedansnummeret, hvor ambitiøse Helga og frigjorte Heksebeth bevæger sig på hver sin side af linen – én balancerer ovenpå, den anden under den. I denne spejlvendte koreografi opstår et stærkt visuelt billede på forskellighed og forståelse. De to karakterer ser hinanden an – og mødes til sidst i accept.
Det er en enkel, men poetisk scene, hvor cirkuskunstens præcision forenes med en menneskelig og kropslig fortælling om at bygge bro mellem mennesker, tanker og overbevisninger.
Netop i disse koreograferede øjeblikke mærker man som voksen, hvor højt ambitionsniveauet er – ikke bare teknisk, men også kunstnerisk og følelsesmæssigt.
Et nutidigt cirkus med et inkluderende hjerte
Cirkus Summarum skal ikke forveksles med de omrejsende cirkusser, der kæmper for overlevelse i et mediebårent kulturlandskab. Summarum er et show med DR-muskler og et professionelt produktionsapparat i ryggen – og det ses, høres og mærkes. Men det er en forestilling, der vil noget. Merchandise ad libitum og poshe madboder er en del af pakken – på godt og ondt – og prisen er måske knap så inkluderende, som den kunne være, hvis man skulle sætte en public service-finger på noget.
Til gengæld går overskuddet til Muskelsvindfonden, som også er medarrangør, og både i forestillingen og aktiviteterne på cirkuspladsen tydeliggøres dette samarbejde.
Scenekunst for alle generationer
Cirkus Summarum 2025 placerer sig dermed i et felt mellem klassisk cirkus, moderne teater og performativ børnekultur. Det er både spektakulært og nært, vildt og rørende. Og det rammer. Ikke kun børnene i teltet – men også os voksne, der i et øjeblik husker, hvad det vil sige at drømme både stort og småt – på én gang.
FAKTA
Titel: Cirkus Summarum 2025
Medvirkende: Motor Mille, Heino, Hr. Skæg, Rosa, Onkel Reje, Heksebeth og Helga (cirkusdirektør)
Musik: DR Big Band
Arrangører: DR og Muskelsvindfonden
Spillesteder:
Ballerup: Marbækvej 5, 2750 Ballerup (Harrestrup Ådal)
Aarhus: Tangkrogen, Marselisborg Havnevej, 8000 Aarhus
Spilledatoer:
Ballerup: 27. juni – 17. juli
Aarhus: 24. juli – 8. august
Varighed: 2 x 45 minutter
Anbefalet alder: Fra 3 år og op
Billet inkluderer adgang til: Sjov cirkusplads med hoppeborge, aktiviteter, kreativt værksted, dans, labyrint, bogstavjagt m.m.
Formål: Overskuddet går til Muskelsvindfonden og deres arbejde for børn med muskelsvind og deres familier.