
I Lokomotivværkstedet d. 3. - 5. oktober
Kunst for alle 2025
MESSE: 03.10.2025.
En bred vifte af nutidskunst.
”The Art Fair Kunst for alle 2025” i Lokomotivværkstedet præsenterer ca 200 kunstnere og en række gallerier i tre intense dage fra fredag den 03. oktober til søndag den 05. oktober.
Messens navn: ”THE ART FAIR Kunst for alle” skal tages helt bogstaveligt. Her er nemlig både kunst af kendte galleriers nøje udvalgte, etablerede kunstnere og en stor mængde selvstændige, professionelle kunstnere samt det, man kan kalde vækstlaget i dansk kunst, forstået som de nye, upcoming talenter.
Det giver de besøgende en enestående mulighed for at stifte bekendtskab med bredden i dansk kunst. Man kan orientere sig i de danske galleriers valg af kunstnere og man kan omvendt også møde den udøvende kunstner på sin egen stand eller se hvad der rører sig blandt helt nye, unge kunstnere. Arrangørens kongstanke er, at mixet mellem erfarne messedeltagere og nytilkomne kunstnere giver diversitet og plads til fornyelse hos alle involverede, samtidig med at messens traditioner og særkende fastholdes. Publikum vil både kunne møde elskede gengangere og helt ukendte navne, og messens gæster kan finde mange stilarter, prisklasser, og materialer. Hovedvægten ligger på billedkunst, men også skulptur, keramik, glaskunst og fotokunst er repræsenteret.
Pressebillede: Kunst for alle.
Udover de mange individuelle kunstnerstande er de deltagende gallerier i år bl.a. Space Gallery, Galleri Oxholm og Galleri Rasmus.
For 5. år i træk præsenterer Artblogger og kunstskribent Connie Boe Boss (coboboblog) Upcoming Area med 12 mindre kendte kunstnere. Som noget helt særligt vises kunsten i dette messeområde i år i en indrettet ”lejlighed” med møbler fra møbelfirmaet BOLIA – hermed bliver dét at indrette sit hjem med kunst og bo med kunst i det daglige, anskueliggjort og giver en levende og publikumsnær vibe.
Pressefoto: Kunst for alle.
Upcoming Area giver publikum en god mulighed for at opleve nye talenter og se hvor nutidskunsten bevæger sig hen.
Rigtig mange køber kunst til både virksomheder og egne hjem på messen, og netop fordi udvalget er så mangfoldigt er der mulighed for at alle kan finde præcis det, de synes er interessant kunst. Smukke værker, provokerende værker, tankevækkende, nyskabende eller humoristiske værker.
Kunstnerne og galleristerne står klar alle tre dage til en snak med de besøgende i de spændende rå haller i Lokomotivværkstedets ca. 9.000 m2, skråt over for Fisketorvet. Der er mulighed for betalingsparkering ved Lokomotivværkstedet.
Seks gange i timen i hele messens åbningstid er der shuttlebus fra Ikea ved Dybbølsbro og i starten af Otto Busses Vej.
Læs mere på www.kunstforalle.dk
(kilde: Pressemeddelelse Kunst for alle 2025)
Åbningstider:
Fredag den 03. oktober kl. 15.00 – 19.00
Lørdag den 04. oktober kl. 10.00 - 18.00
Søndag den 05. oktober kl. 10.00 - 17.00
Entré: Kr. 100,- Børn u. 16 år gratis adgang.