Indkøbskurven er tom.
Kunst, der aldrig står stille
Interview & Portræt

En snak med maler, grafiker og billedhugger Sys Hindsbo om hendes kunst og inspiration gennem livet.

Kunst, der aldrig står stille

Af Lærke Kopp Hansen.
Publiceret i magasinet kunst #3 2025

"Det starter i venstre hjørne," fortæller Sys Hindsbo, da hun bliver spurgt ind til sin kunstneriske proces og sit virke, der altid er konfliktfyldt og i bevægelse. Med skarpt blik og en insisterende ro har hun ladet figurer, konflikter og dyr træde frem i sin kunst i mere end fem årtier.

Fra København til Fyn
Selvom hun anser sig selv som fynbo, voksede Sys Hindsbo egentlig op i Virum og boede i København en stor del af sin ungdom. Allerede som 17-årig blev hun optaget på Kunstakademiet i København, hvilket blev det første skridt på vejen mod et langt kunstnerisk liv.


Stemningsbillede fra Sys Hindsbos atelier. Foto: Lærke Kopp Hansen.

Christianshavn blev hendes base i de unge år, og det var her, hun mødte kunstnere som Palle Nielsen og Svend Vig Hansen, som især satte deres præg på hende og hendes kunst.
I 1974 flyttede hun til Rudme på Sydfyn, hvor hun stadig bor og arbejder. Den landlige ro har givet plads til den indre uro, som hun lader komme til udtryk i sine værker.
"Meget af min kunst indeholder konflikter og uro. Målet er, at figurerne skal overtage handlingen. Det er dér, værket virker for mig," fortæller hun.


Sys Hindsbo i atelieret. Foto: Lærke Kopp Hansen.

Figurer i bevægelse
Sys Hindsbos værker er præget af figurative, ofte anonyme skikkelser. Det er ofte mænd i bevægelse, i kamp eller i tvivl. Figurerne starter som tegninger i et hjørne, bliver streget ud, forsvinder og genopstår som noget andet. En slags visuel rebus, hvor intet er entydigt, og alt er muligt.
"Der er altid bevægelse i dem. De flytter sig. Det er dér, ordenen opstår," siger Sys Hindsbo.
Et andet gennemgående motiv er forholdet mellem mennesket og dyret, især hunden, som Hindsbo ser som et spejl på både det gode og det urolige. I kontrast hertil står de mange mandsskikkelser, som bærer på en form for indre uro.
"Det er en dystopisk verden, jeg arbejder i. En verden med konflikter og forskellige dynamikker," fortæller hun.


Stemningsbillede fra Sys Hindsbos atelier. Foto: Lærke Kopp Hansen.

Mange udtryksformer
Hindsbo arbejder på tværs af medier. Hun er både maler, grafiker og billedhugger og veksler ubesværet mellem det grove og det præcise.
"Jeg har lavet mange marmorfliser og grafiske værker. Men de sidste seks-syv år har jeg mest malet. Jeg er lige så knyttet til alle tre udtryksformer."
Hun blev uddannet billedhugger med base på Frederiksholms Kanal og underviste senere i skulptur ved Det Fynske Kunstakademi. Den tekniske ballast er en vigtig del af hendes praksis, men det er friheden til at skifte udtryk, der betyder mest. De seneste mange år har det dog primært været maleriet, hun fordyber sig i.


Stemningsbillede fra Sys Hindsbos atelier. Foto: Lærke Kopp Hansen.

En serie af billeder og betydninger
Sys Hindsbos værker ligner ofte lange friser, sekvenser af billeder, der hænger sammen som sider i en bog.
"Der er altid en fortælling, men den er inde i hovedet. Det ene billede refererer til det forrige. Det er som en lang historie uden ord."
Sort og hvidt dominerer paletten, og tematikkerne kredser om konflikter, eksistens og menneskelig uro. Hun arbejder intuitivt og sjældent efter en fast plan. Det er den kreative proces, der tager over, og den kan variere meget. I perioder arbejder hun intenst på et værk, mens der i andre kan gå længere tid, før ny inspiration opstår.


Sys Hindsbo i atelieret. Foto: Lærke Kopp Hansen.

Marmorrids og eftertanker
Sys Hindsbos kunst kræver nærvær og fantasi, hvis man vil følge med i figurernes tavse bevægelser. Lige nu arbejder hun på en ny marmorridsning, der skal placeres på ydervæggen af det grafiske værksted i Odense. Det bliver den niende af slagsen.
Hun har tidligere skabt et værk til domhuset i Svendborg, som var otte meter langt. Det er et projekt, hun mindes med særlig stolthed. Og så er der det livsvarige legat, hun fik som 40-årig.
"Det giver mig mulighed for at lave det, jeg elsker, hver dag. Det er noget af det største, der er sket for mig," slutter hun.

Sys Hindsbo (Født 1944) er uddannet på Kunstakademiets billedhuggerskole (Gottfried Eickhoff) 1962-65. Grafisk skole (Holger Jensen, Palle Nielsen) 1965-69.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig