Rejsebrev fra Naoshima Island, en ø i Kagawa-præfekturet, Japan.

Naoshima Island

Af Lærke Jerup Østergaard
Publiceret i kunst #3 2025

Naoshima Island er en ø i Kagawa-præfekturet, Japan. Øen er et sted, hvor kunst, arkitektur og natur smelter sammen på fineste vis og er kendt verden over som en attraktiv kunstdestination. Naoshima er et nærmest magisk sted, hvor hele øen kommer til live med sine unikke udendørs kunstværker, og hvor det moderne og traditionelle fusionerer på øens museer og gallerier.

Naoshima Island er en forhenværende fiskerø, og bag den kulturelle forvandling står Benesse Art Site Naoshima. Benesse Art Site Naoshima er en samlebetegnelse for utallige kunstmuseer, installationer og arkitektoniske værker spredt ud over tre øer: Naoshima, Teshima og Inujima. Denne artikel vil dog tage udgangspunkt i udvalgte værker, gallerier og museer på hovedøen, Naoshima.

Arkitektur i verdensklasse
Den ikoniske Tadao Ando spiller en helt central rolle bag arkitekturen på Naoshima og står bag mange af øens mest kendte bygninger. Andos filosofi på Naoshima består i en forestilling om, at mennesket og naturen ikke er adskilte, men eksisterer i samspil med hinanden. Hans bygninger på øen er designet således, at de integreres i naturen og skal forstærke oplevelsen af kunsten i dens omgivelser. Andos arkitektur danner dog ikke blot rammer for kunsten på Naoshima - den er kunst i sig selv.

Benesse House Museum. Pressefoto.

Mit første besøg på Naoshima gik til Ando Museum, som udefra syntes traditionelt japansk med en lille port, hvorfra noren-gardinerne blafrede stille i sommervinden. Det eneste, der indikerede en snert af Andos minimalistiske udtryk, var det enkle stålskilt placeret herunder. Men i det jeg trådte ind på museet, forvandledes den traditionelle bygning til et større rum end ved første øjekast. Museumsrummet fremstod som et stilrent betonmonument i flere niveauer og i sit minimalistiske udtryk og blot ved brug af rå beton og japanske naturmaterialer, evner Ando at skabe en unik harmoni mellem arkitektur, lys og natur.

Det traditionelt japanske var stadig til stede i form af museets ene væg, træbjælker og tag op mod den rå beton. Ando Museum rummer hovedsageligt arkitekttegninger og mindre bygningsmodeller fra tidligere værker, og tro mod Ando selv er fokus mest af alt på selve bygningen og dens konstruktion. Museet inviterer til refleksion over lysets og skyggernes betydning, og alt er bevidst iscenesat. Ando Museum er altså en smuk og sanselig forankring af håndværk, rumforståelse, det moderne og traditionelle.

Narcissus Garden, 1966/2022. (c) Yayoi Kusama. Foto: Masatomo MORIYAMA.

Yayoi Kusama
En af de helt store spillere på Naoshima, er ingen mindre end den verdensberømte Yayoi Kusama. Kusama er integreret i hele øens udtryk, og hendes kendte ”dots” pryder både færger, busser og taxier. Yayoi Kusama har på nuværende tidspunkt tre velkendte værker på øen; Red Pumpkin, Pumpkin samt Narcissus Garden, som første gang blev opført i 1966 ved Venedig Biennalen. Ved færgehavnen, besøgte jeg Kusamas kæmpestore røde græskar med sorte prikker, der stod markant ud, allerede på afstand, med det smukke stille hav som baggrund. Red Pumpkin er en udendørs 4-meter høj skulptur, der er skabt i samarbejde med Benesse Art Site Naoshima specifikt til Naoshima i 2006 og fungerer som øens visuelle landmark. Græskarret er udformet i glasfiber for at modstå vind og vejr og er skabt som et rummeligt værk, der inviterer til interaktion. Nogle af prikkerne er nemlig skabt som huller, og jeg gik derfor ind i det store græskar, hvorfra flere huller tillod lyset af falde ind på græskarrets sorte inderside og skaber et filter omkring omgivelserne udefra i form af polkaprikker - noget, der ganske fint repræsenterer Kusamas egne vrangforestillinger, hvor hun som barn oplevede at se prikker og mønstre alle vegne.

Pumpkin er modsat placeret ved stranden nær Benesse House Museum. Jeg oplevede det store gule græskar med de kendetegnende sorte prikker som et slags modspil til det røde, da både omgivelserne her var mere rolige og i og med at Pumpkin ikke er et interaktivt værk. Her mærkede jeg en anden ro, og Naoshimas vision om at fremhæve harmonien mellem kunst og natur kom virkelig til sin ret. Mit næste besøg gik til Valley Gallery, som rummede den både inden- og udendørs udstilling Narcissus Garden bestående af utallige kugler i rustfrit stål, placeret som en del af både landskabet og den simple hvide bygning. Kuglerne befandt sig både i vandet og på trapperne og spejlede både sine omgivelser og de besøgende. Jeg så mit eget ansigt blive reflekteret mange hundrede gange i de blanke overflader, og netop det var også hovedvisionen for Kusama, da hun i 1966 solgte kuglerne til publikum med slogans såsom: ”Your narcissium for sale”.

Art House Project."Kadoya". Foto: OMOTE Nobutada.

Art House Project
På Naoshima findes også kunstinitiativet Art House Projekt, som startede tilbage i 1988 i landsbyen Honmura. Initiativet består overordnet i en vision om at genoplive og transformere gamle huse eller templer, hvor traditionel japansk arkitektur og moderne kunstnerisk udtryk forenes. Art House Projekt består af syv forskellige steder, hvorfra jeg vil dele det ene her. Installationen ”Kadoya” af Tatsuo Miyajima befinder sig i et 200 år gammelt hus og er bevaret i traditionel stil med en lille port, hvorfra jeg fulgte de fliser, der snoede sig gennem de mange småsten og dannede en sti til husets indgang. Jeg trådte ind i et mørklagt rum med ganske lidt naturligt lys strømmende ind fra en åbning i den ene væg. I huset befandt værket ”Sea of Time ’98” sig - en indendørs sort pool med blinkende led-tal, som flød rundt i det mørke vand. Det teknologiske udtryk stod i kontrast til det traditionelle rum og på japansk vis, måtte jeg tage skoene af for at få lov at bevæge mig rundt om poolen og observere de 125 lysende tal. Hvert led-tal i værket er programmeret af beboere i Honmura, og de tæller enten op eller ned - hvoraf beboerne selv bestemmer hastigheden og rytmen. Tallene kan anses som et slags symbol på livet cyklus, tidens foranderlighed og menneskelig eksistens i en helhed.

Kunst i helt nye rammer
Blot få uger før min ankomst åbnede øens seneste museum ”Naoshima New Museum of Art”.  Museet er det seneste arkitektoniske tiltag af Tadao Ando og sætter fokus på japansk og asiatisk samtidskunst. Museet er på bedste Ando-vis bygget i beton og er designet med tre etager, hvorfra to befinder sig under jorden. Museets første udstilling ”From the Origin to the Future”, var en større udstilling i mange rum af 12 forskellige kunstnere: herunder bl.a. Cai Guo-Qiang, Takashi Murakami og Do Ho Suh, der tidligere har udstillet på ARoS med sine arkitektoniske genstande i stof. Særligt havde jeg set frem til Cai Guo-Qiangs dramatiske værk ”Head on”, som er en tilpasning af en tidligere udstilling på Guggenheim-museet. Efter at have vandret rundt i de nærmest labyrintagtige, minimalistiske betonrum, trådte jeg ind i den hvide og rummelige sal, hvor jeg mødtes af 99 meget livstro ulve, hængende fra wires i forskellige niveauer, der i udtrykket gav en illusion af, at disse ulve løb i flok i luften og dannede en bro. Ulvene var hængt op på en måde, der tillod mig at studere dem på nært hold og fra flere vinkler, idet jeg kunne bevæge mig rundt om og under de, der formede en bue. 

Cai Guo-Qiang, Head On, 2006. Foto: Kenryou Gu.

Hernæst bevægede jeg mig ind i et lignende, om end mindre, udstillingsrum, hvor et 13 meter langt diptykon prydede den ene væg. Ved første øjekast lignede det et traditionelt japansk maleri af templer, heste og mennesker fra et historisk Japan - dog fik jeg straks øje på de karakteristiske popfigurer i form af små, farverige blomster med ansigter og genkendte dem straks som Takashi Murakamis værk. Det enorme diptykon skulle vise sig at være en fortolkning af Iwasa Matabeis ”Rakuchū-Rakugai-zu Byōbu” fra Edo-perioden, der fremstiller scener i og omkring byen Kyoto. Værket fremstår derfor som en levende og moderne sammensmeltning af den japanske billedtradition, kombineret med Murakamis poppede sprog og er et værk, jeg kunne have brugt længe på at nærstudere. Jeg sluttede mit besøg af på museets café, der i sig selv skulle vise sig at være et helt kunstværk i sig selv. Ligeledes som i museumsrummene, trådte jeg ind i et enormt og åbent betonrum med udsigt over Seto-havet og flere af Naoshimas småøer - en scene, der mest af alt lignede et gigantisk, næsten drømmende maleri.

Billedet øverst:
Yayoi Kusama, Pumpkin 2022 (c) Yayoi Kusama. Foto: Tadasu Yamamoto