Roald Bergmann er aktuel med 'Benjamin Noir' som i et fortællende, kunstnerisk univers beskriver udfordringerne ved at have ADHD

Boganmeldelse
af Marianna Kiel

Benjamin Noir af Roald Bergmann

Med ‘Benjamin Noir’ har iværksætteren og producenten Roald Bergmann begået et værk, der kan beskrives som en poetisk, illustreret mosaik. En slags hybrid mellem en grafisk fortælling og lyrik. Bogen er formidlet i et legende og underfundigt sprog.

Læseren præsenteres for forholdsvis korte fortællinger, båret frem af kreativ opfindsomhed og empatisk tyngde. Det ses blandt andet ved bogens interaktive læseoplevelse, hvor læseren tages med i labyrinter, byer og tidsrejser, illustreret i hyper-detaljeret grad med sort-hvide streger.

Utæmmet streg
Med diagnosen ADHD, som er bogens omdrejningspunkt, reflekterer fortællingerne over flere spørgsmål, blandt andet hvordan et særligt sårbart og kaotisk sind kan forvandles til en skabende kraft. Bergmanns kunstner-alias Benjamin Noir, besvarer dette med forunderlige streger, linjer og figurer, som med vid og humor illustrerer flere af bogens vigtige pointer.

Anders Morgenthaler har skrevet forordet, der indirekte, med kærlig opfordring, forbereder læseren på bogens 12 kapitler. Vi præsenteres for rimdigte, tegninger og fortællinger, der kører side om side i et grafisk og sprogligt parløb. Det ses blandt andet i fortællingen om stregen, der rejser hen over papiret, mens den afsætter “sorte sneglespor”. Læseren bliver med andre ord præsenteret for en art besjæling af den lange krøllede streg, der fysisk manifesterer sig som typografiske sorte linjer på papiret. 

Kaos og skønhed
Flere steder i bogen ses smukke, formfuldendte labyrinter, der udarter til en sproglig allegori over menneskets tilværelse. Vi præsenteres blandt andet for hvordan en indre kamp og udmattelse kører sideløbende med form og æstetiske overvejelser. I bogens introducerende kapitel, skriver forfatteren: Jeg tegner for at forstå./ Jeg tegner for at fare vild./ Jeg tegner./ Jeg er mere motiv end menneske.

Som læser får man tydeligt fornemmelsen af, hvad det vil sige at være et menneske, der bearbejder, sanser og fungerer anderledes end det neurotypiske flertal. Man mærker forfatterens trang til at fortælle om og dele ud af denne vigtige neurologiske variation: at alle mennesker langt fra fungerer i overensstemmelse med de typiske kognitive og sociale normer. 

'Hvad har jeg mon glemt?'
Bogen fortæller om at være i sine evners vold, med de udfordringer der følger med at have et mangefacetteret og kaotisk sind. Et sted spørger Bergmann: hvor stopper tanken, når først den er begyndt? eller/Og “hvad har jeg mon glemt?”. Og læseren bliver hermed ført ind i et krøllet og kreativt sind, der formidler dét at navigere i livet, som et neurodivergent menneske. 

Læsere præsenteres også for alvorstunge livsberetninger, hvor ensomheden og det at elske og miste; at blive set og hørt, formidles underfundigt og enkelt gennem ord og streger.

At forvandle livsparadokser til grafiske fortællinger, der supplerer sprogets legende, empatiske udtryk, synes at være bogens store kunstneriske styrke. At leve i et umiddelbart virvar af utæmmet kraft og labyrintisk stof, trykt på papir, vækker både til eftertanke og inspiration hos anmelderen.

Bogen anbefales varmt.

ADHD-isbjerget, Benjamin Noir, Roald Bergmann, Hakon Holm 2025, dopaminklubben.dk

Bogen kan købes i de fleste af landets boghandlere

Forsidebillede: Bejamin Noir, Roald Bergmann, Hakon Holm 2025