Reportage fra prisuddelingen af Årets Pressefoto 2025.

ÅRETS PRESSEFOTO 2025

20. marts 2026
Reportage af Johanna Okkels
 

Den Sorte Diamant funkler i forårssolen, da jeg den 6. marts ankommer til Det Kongelige Bibliotek. Luften er så mild, at det næsten virker naturstridigt at søge ind i et vinduesløst lokale med dæmpet belysning. Alligevel er det præcis, hvad jeg gør, for i Dronningesalen tælles der ned til kåringen af Årets Pressefoto 2025. Arrangørerne bag prisuddelingen er Pressefotografforbundet, der i et halvt århundrede har faciliteret landets mest prestigefyldte fotokonkurrence.

Et blåligt lys falder hemmelighedsfuldt på scenens 18 buketter, der står klar til at komme i hænderne på hver sin prisvindende fotograf. Flere og flere strømmer til; tilskuerrække efter tilskuerrække bliver fyldt bag mig. 4 minutter og 39, 38, 37 sekunder er der til arrangementets start, siger tallene oppe i hjørnet af det projektørbelyste lærred.

Vigtigere end nogensinde
”Nå, så må vi hellere,” siger en moden herre på min venstre side, da vi bliver bedt om at rykke ind mod midten, så flere kan komme til. Alle pladser er reserverede, lyder det fra en højttaler. Snart er Dronningesalen fuld af elegante outfits og forventningsfuld småsnakken.  

Nedtælleren når 3, 2, 1. Endelig forløses spændingen i en applaus, da Sisse Stroyer, formand for Pressefotografforbundet, går på talerstolen og byder velkommen til arrangementet. Pressefotografen betragtes i dag som en truet stilling, fortæller hun. Den sammenlignes med typografen, der i sin tid måtte vige fra avisbranchen som resultat af teknologiske fremskridt. Udviklingen har allerede fået fagfolk til at søge i andre retninger, og pressefotografer ses i dag i en bred vifte af jobs. Som en faglig schweizerkniv er de ansat både i beredskabet, kommunerne, på TV-stationer, teatre og forlag. ”Listen af nye titler er lang,” lyder det, for pressefotografens visuelle evner får kun større værdi i en verden præget af kunstig intelligens, og ”de høje etiske standarder følger med uanset arbejdstitlen”, som Stroyer pointerer.

I en tid, hvor demokratiet er under pres, og hvor troværdig journalistik ikke er en selvfølge, er pressefotografiet vigtigere end nogensinde, lyder det overordnede budskab, som i løbet af de følgende timer vil give ekko fra Stroyers fagfæller på talerstolen.    

Overskriften er Gaza
Den første pris er Årets Nyhedsbillede (Danmark). Politi og pro-palæstinensiske demonstranter fylder lærredet, mens en pulsagtig nedtællingsmusik understøtter billedernes drama. Fotografen bag er freelancer Christian Falck Wolff, som under demonstrationen mod Mærsks våbeneksport til Israel kom imponerende tæt på den voldsomme begivenhed. 

Næste pris, Årets Nyhedsbillede (Udland), er ikke mindre oprivende. Politikens Jacob Ehrbahn har fotograferet uhyrlighederne i Gaza, hvilket er blevet til en billedserie præget af krigens sorg og rædsler. Særligt ét fotografi brænder sig fast, selvom jeg hurtigt må slå øjnene ned, nemlig det af 16-årige Ahmad, der står i en trappeopgang og betragter sin fars blod på trinnene. Få timer forinden blev den 42-årige Majid Daoud myrdet af israelske sikkerhedsstyrker, og nu hviler ansvaret for familien på den unge dreng, der lige er blevet faderløs. Det er billeder som dette, der med al tydelighed viser, at der er grund til fotojournalister, siger uddeler af denne pris, Berlingskes fotochef Søren Lorenzen. Når strømmen af AI-genererede billeder sår tvivl om virkeligheden, må nogen bevise, at den faktisk er så helt præcist brutal og ubærlig som på billedet af unge Ahmad.             

Ørevarmer og luftalarmer
Vinderbilledet i kategorien Årets Portræt er ved første øjekast langt fra voldsomt. Ikke desto mindre rummer det i al sin stilfærdighed et lag af alvor. Billedet portrætterer otteårige Alice, der med pelsede ørevarmere og bamse knuget i favnen sidder tilbagetrukket i sin seng og kigger mod vinduet. Portrættet, der er taget af Dicte Marie Hostrup Sønnichsen og bragt i Dagbladet Information, fortæller en historie om børns stigende mistrivsel. Et stærkt billede kan også være tyst, lyder det fra prisuddeleren på talerstolen. Det skal bare kunne standse os.

Vinderen af næste pris, Årets Portrætserie, går til freelancer Ólafur Steinar Rye Gestsson for “Døve hører ikke luftalarmer”; en fotoserie lavet for Danske Handicaporganisationer. Portrætterne af ukrainske børn og voksne afslører ikke umiddelbart flugt og ødelæggelse. Alligevel rummer de en vigtig historie om at leve med handicap i et land i krig. ”Der har under krigen været et informationsvakuum for os døve. Ingen information, ingen oversættelse eller oversættere,” udtaler Julija Leonovitj i et af de til tilhørende interviews. Hun er døv og mor til to døve børn.

"Otteårige Alices hverdag er som et puslespil".
Foto: Dicte Marie Hostrup Sønnichsen

Festligt og forstemmende
Kategorien Årets Hverdagsbillede siger meget om fotokonkurrencens kapacitet til at favne bredt og rumme verdens ubærligheder såvel som livets stille gang. I år bærer både det danske og udenlandske vinderbillede dog præg af at være forskudt fra dagligdagens rutiner. Førnævnte Jacob Ehrbahn fra Politiken har foreviget et sorgløst øjeblik, hvor tre unge mænd løber nøgne afsted på en strandvej med morgendagen gryende over trætoppene, kun iført deres studenterhuer. ”Manden”, hedder fotografiet, opkaldt efter et ritual, der indebærer nøgenløb hele vejen hjem fra studentergildet – også selvom fødderne er bare på asfalten og afstanden tæller flere kilometer.

Billedets frihed og optimisme står i stærk kontrast til den alvor, der med rette fylder lærredet under de fleste kategorier. Når ”Manden” alligevel brillerer som vinderbillede, er det netop i kraft af dets befriende kombination af dansk sommer og festlig skejen ud. Det er vigtigt at skildre mørket, siger Ehrbahn i sin takketale, men mindst lige så vigtigt er det at blive mindet om, at livet er en gave.

Årets Hverdagsbillede (Udland) er anderledes nedtrykkende. Det viser et tomt telt på FN’s nødhjælpsorganisation UNHCR’s lager i Juba i Sydsudan. Efter Donald Trumps nedskæringer har organisationen måttet fyre tusindvis af medarbejdere, og billedets stilhed afspejler magtesløsheden i at mangle livsnødvendige midler. Fotografen er Anders Rye Skjoldjensen fra Dagbladet Information.

"Manden". Foto: Jacob Ehrbahn.

At bruge sit kamera som megafon
Spændingen stiger, da den første af hovedpriserne, Årets Pressefotograf, skal kåres. Fra talerstolen rettes en appel mod kulturministeren om politisk støtte til visuel journalistik. Pressefotografiet er nemlig et af demokratiets væsentlige talerør, hvilket er tydeligt hos årets vinder, der bruger sit kamera som megafon, som det lyder i motiveringen til prisen. Titlen Årets Pressefotograf 2025 går til Mads Nissen fra Politiken for hans skildring af voldelige ungdomsmiljøer i Sverige i serien ”Alle vi børn i Gangsterby”. Lejemord og knivstik er blevet en ny virkelighed blandt svenske unge, og den foruroligende udvikling er sat på spidsen i titlen, der leder tankerne hen på Astrid Lindgrens idylliske Bulderby-univers og det Sverige, hendes bøger repræsenterer.

Det er blevet tid til at overrække dagens sidste buket. Prisen Årets Pressefoto 2025 går til Oscar Scott Carl fra Sermitsiaq for billedet ”Grønland til salg”, der viser den største demonstration i Grønlands historie. Menneskemængden males rød af nationalflaget, der flagrer side om side med budskaber som ”No Thanks, Mr. Trump” og ”Clean Up Your Great Ice Worm Shit”. Selvom det vidner om store geopolitiske uroligheder, rummer fotografiet handlekraft og håb.

Da jeg træder ud af Diamanten igen falder de gyldne eftermiddagsstråler på kajen, hvor det halve København har indtaget bænkene, som var det allerede sommer. Timerne på tilskuerrækken var mættede af det forgangne års overskrifter, og efter den aftenagtige award-stemning virker det pludselig som en foræring, at klokken kun er lidt over tre, og dagen stadig står åben. Det er vigtigt at skildre mørket, sagde Jacob Ehrbahn fra talerstolen, og det må man sandelig sige, at han gør. Nyhedsbillederne fra Gaza ryster man ikke lige af sig. Verdens voldsomhed forhindrede ham dog ikke i at finde kameraet frem, da tre nøgne studenter joggede hen ad vejen en tidlig sommermorgen. Livet er nemlig også en gave, og pressefotograferne indfanger hele spektret.

"Grønland til salg". Foto: Oscar Carl Scott.

Udstillingen Årets Pressefoto 2025 kan ses på Den Sorte Diamant til den 9. august