Indkøbskurven er tom.
Værker til landskab og fællesskab
Rejser, Kultur & Event

Roskilde Festival offentliggør open call for kunstneriske vækstlag.

28. maj 2026
Af Johanna Okkels
 

”Skab et værk til landskab og fællesskab,” lyder opfordringen fra Roskilde Festival Gruppen, som har udsendt et open call til deres nye initiativ Milen Vækstlag. Med stedsspecifikke værker af nyetablerede kunstnere vil naturområdet Milen invitere til leg og nye møder. Ansøgningsfristen er 26. august 2026.


Det tidligere råstofområde Milen syd for Roskilde agerer i dag campingplads for op mod 75.000 festivalgængere under Roskilde Festival, mens det resten af året er et grønt og lokalt mødested. Fra sommeren 2027 prydes området med stedsspecifikke kunstværker, der skal lægge op til leg og fællesskab – både under festivalen og resten af året.  
 

Nye stemmer

Appellen og tilbuddet om støtte retter sig mod nyetablerede kunstnere, der arbejder med landskabet og formår at bringe Milens besøgende i spil. Roskilde Festival Gruppen leder efter projekter, der vækker nysgerrighed, har tilgængelighed for øje og forholder sig til det dynamiske naturområde med mange besøgende hele året. Og så skal værkerne være holdbare og have minimum et års levetid.

”Vi vil gerne give plads til nye stemmer og invitere vækstlaget til at være med til at forme et landskab, som allerede bliver brugt af mange forskellige mennesker året rundt,” udtaler Roskilde Festival Gruppens kunstfaglige chef, Signe Brink Wehl i en pressemeddelelse. ”Det er vigtigt for os, at kunsten bliver en aktiv del af fællesskabet og livet i Milen.”

Uddelingsbeløbet ligger samlet på 150.000 kroner, og der kan søges op til 50.000 kroner per projekt samt honorar. Roskilde Festival Gruppen tilbyder derudover kuratorisk sparring og produktionsrådgivning.  



Milen syd for Roskilde. Foto: Christoffer Anias Sandager

 

Almennyttige initiativer siden 1972

Den almennyttige virksomhed Roskilde Festival Gruppen står bag Roskilde Festival, platformen GRASP og rådgivningshuset RFX. Siden oprettelsen i 1972 har gruppen genereret 476 mio. kroner til udlodning. Donationerne har til formål at støtte bæredygtig udvikling samt børn og unges trivsel og engagement, og blandt modtagere af donationer i 2025 er Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Den Grønne Ungdomsbevægelse og Operation Dagsværk.
 

Kunstnerisk bæredygtighed

Roskilde Festival Gruppen går med visionen ’kunstnerisk bæredygtighed’ særligt ind for at fremme udvikling i kulturlivet. Udover at støtte vækstlag med initiativer som Milen, skaber gruppen rammer for nye kunstneriske møder og formater. Deres kunstbegreb favner både musik, teater, performance, litteratur og arkitektur, og de gennemførte sidste år 12 kunstprojekter, der blandt andet havde til formål at give flere mennesker adgang til kunsten. Blandt disse er Nicolai Risbjergs skulpturværk med titlen Du er sød, skal vi være kærester? og musikforestillingen Angående Mig Iscenesat på Betty Nansen Teater. Et andet eksempel på et projekt er ’stationsbygningen’ på Roskilde Festival 2025, der blev skabt i et samarbejde mellem festivalen, DSB og studerende på Det Kongelige Akademi for at byde gæsterne velkommen med en arkitektonisk oplevelse.  

Fristen for ansøgning om støtte er onsdag den 26. august 2026.
Læs mere om Milen Vækstlag her.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig