Indkøbskurven er tom.
Fejlens Tempel
Udstillinger & Omtaler

'The Hall of Failure' - Kunsthal Aarhus 26.06.2026-03.01.2027

Fejlens tempel - 'The Hall of Failure'

 

07.09.2026

Af Maja K. Johansson 

 

Sarah Trahan (US), Anders Bonnesen (DK), Maria Viftrup (DK) og kunstnerduoen FACTORY WORKERS UNITE (Tina Helen & Søren Thilo Funder, DK) inviterer ind i eksperimentelle rum med plads til individuelle og kollektive refleksioner, der knytter sig til fejl.  

 

Fejlfinding og fejlskabelse
Maria Viftrup hyperfokuserer på rummets små detaljer. Hundredvis af brugsspor er markeret med orange cirkler og fortolkes med en tilføjet tekst. Der gives plads til ophold på underlagene i rummets midte og brug af en kikkert til at finde flere fejl i rummet. Dette kan ses som en kritik af den perfekthedskultur, der især dominerer på sociale medier. 

Maria Viftrup, ‘Afdelingen for særligt udvalgte fejl og mangler’, installation (detalje), Foto: MKJ.

 

Anders Bonnesen tager udgangspunkt i hverdagsobjekter, og deres budskaber. Kokosmåtten, der fylder det store rum, er en reference til den klassiske hoveddørsmåtte med velkomsthilsen. I denne velkomsthal gentages ordet så mange gange, at ’welcome’ bliver til et visuelt mønster på et gulvtæppe, og betydningen – venlighed – går tabt. Måttens struktur besværliggør bevægelse, og rummet opleves som en fjendtlig hindring – ligesom den ’uduelige’ dør, der næsten forhindrer passagen ind i det næste rum. Her er funktionelle objekter blevet omdannet til ubrugelige, kuriøse genstande, som kan tolkes sammen med plakaternes demotiverende slogans. 

 Anders Bonnesen, ‘Welcome, welcome, welcome, welcome’, installation (detalje). Foto: MKJ.

 

Sarah Trahans keramikværksted sætter ’færdige’ kunstværker på piedestalopsatser ved siden af de fejlbehæftede, kasserede versioner, der er blevet efterladt på arbejdsbordet – som en visualisering af keramikkens uforudsigelige proces, hvor værker ofte går tabt.  

Sarah Trahan, ‘Hidden Intention / Failure Atelier’, installation (detalje). Foto: MKJ.  

 

FACTORY WORKERS UNITE tager en virkelig fortælling om et seniorbofællesskab, der hjemsøges af en bankeånd, hvor skildringen af livet i fællesskabet sætter gang i en kollektiv refleksion over succes og fiasko. Bevægelsen ned ad bofællesskabets gang viser objekter, der henviser til beboerne – dørmåtter og sko samt de nørklerier, der udsmykker dørene. Vejen ned gennem fællesgangen til det mørklagte videorum skaber en følelse af uhygge. Uhyggen er også til stede i videoværket, der tager form efter skrækfilmgenren, som et greb til at skildre de overnaturlige oplevelser i bofællesskabet. 

FACTORY WORKERS UNITE (Tina Helen & Søren Thilo Funder), ‘Rettesnor- Bankeånd’, video og totalinstallation (detalje). Kunstværket er skabt i samarbejde med beboere i Den 3. Revle, Nørrebro, København. Foto: MKJ.

 

Kunsten at fejle 
Udstillingstitlen er en omvending af termen ’Hall of Fame’, som er en udmærkelse for at have skabt betydelig succes. Her bliver vrangsiden af succesfortællingen synliggjort som en hyldest til den benhårde proces, der ligger bag udvikling og skabelse. 

’The Hall of Failure’ er anden udstilling i Kunsthal Aarhus’ formidlingsprojekt ’Kunsten at fejle’ (2025-27), hvor udstillinger og events undersøger fejlbegrebet. I denne forbindelse har kunsthallen skiftet navn til ’The Hall of Failure’ – som en markering af institutionens aktive rolle i den kunstskabende proces. 

Uanset om man prøver at skabe noget kreativt eller innovativt, er der altid en risiko for at fejle. En sårbar erkendelse som er til stede i kunstnernes fortolkning af emnet, hvor fejlen er med til at definere kunstværkernes indhold og udtryk. Resultatet er et indblik i en dybere eksistentiel undren, hvor kunsten skaber plads til fordybelse og debat.  

 

Kunsthal Aarhus – 'The Hall of Failure' (26.06.2026-03.01.2027)

Billede: Anders Bonnesen, ‘Welcome, welcome, welcome, welcome’/ I vater / The Practice of Everyday Life / Motivation’, installation (detalje).  Foto: MKJ.

Anders Bonnesens kunstværker kan være utligængelige for gangbesværede. Kontakt kunsthallens personale for adgang til udstillingen.    

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig