En groovy feel good-forestilling i Tivolis Koncertsal
’Stupid Man – The Musical’
Af Marie Malmkvist Bahrenscheer
22.09.2026
Hvis du vil have en ukompliceret, ikke groovy day, men groovy night, så skal du tage i Tivolis koncertsal og se ’Stupid Man – The Musical.’ Musicalen byder på én lang feel good-strøm, hvor alle får hinanden til sidst.
’Stupid Man – The Musical’ fik hele salen i godt humør og op at stå til sidst. Uden det helt store plot, hvor det største drama er en fredelig break-up-scene, formåede musicalen alligevel at underholde igennem de to en halv time med pause, som forestillingen varede.
Fortællingen udspiller sig i en opgang i København. Her møder vi karakterer som den indesluttede vicevært Lars, som er hemmeligt forelsket i en af opgangens beboere, Jette, der har besøg af sit barnebarn Misha. I samme opgang bor også kæresteparret Simon og Mikkel, hvis baby Cleo holder dem vågne dag og nat, singlemoren Emilie og hendes datter Ida, kæresteparret Sarah og Jonas og den spanske Martí. Scenografien består af en toetagers metalkonstruktion, der skal forestille en lejlighedsopgang. Her bevæger karaktererne sig frem og tilbage mellem lejlighederne og op, ned og ud på gaden ad en trappe, der er placeret i midten. Et gennemført lysdesign projicerer lejlighedsinteriør og bagbeklædning op på metalkonstruktionen, så de små simulerede rum ligner lejligheder. Rundt om den imiterede opgang, er en baggrund af forskellige andre københavnske boligbyggerier og en skiftevis solfyldt og månebelyst himmel.
(1).jpg)
Her kan musicalens scenografi fornemmes. Pressefoto.
Forestillingen viser, hvordan hverdagen og livet går, for at blive i Helmigs terminologi, op og ned for forskellige generationer i Danmark, men enkelte aspekter af fortællingen bliver også en smule karikerede. Men det er måske netop, det musicalgenren skal; trykke på de helt store knapper. Det må man sige, at ’Stupid Man – The Musical’ gør. Alle de storladne følelser står derude og, nå ja, banker på gennem hele forestillingen. Hvis man er typen, der kan lide, hvordan almindelig dialog på et splitsekund udvikler sig til, at alle bryder ud i sang og koreograferet dans for alle pengene, så er musicalgenren et fint sted at gå hen.
I mit barndomshjem blev Thomas Helmigs CD’er spillet på musikanlægget om fredagen, når min far stod i køkkenet for at lave mad og byde weekenden velkommen. ’Stupid Man – The Musical’ er én lang fredagsfølelse. Når man ser forestillingen, får man lyst til at stille sig op på stolen og danse, og vurderet ud fra den summende stemning i salen på premiereaftenen ville ingen have set skævt til det, hvis man havde gjort det. De fleste af Helmigs store hits er med og enkelte mindre kendte sange, men ingen af sangene fra hans nyeste og i mine ører fineste album ’Sortedam.’ De sange går med deres tyngde også imod, hvad denne forestilling står for, og havde nok været malplacerede. Forestillingen viser dog stadig den spændvidde, som Helmigs diskografi rummer, og man får lyst til at gå på opdagelse i hans bagkatalog. Her er alt fra store ballader som i ’Nu hvor du har brændt mig af,’ der ikke kom helt til sin ret i den vrede og næsten råbende version, sunget af Jakob Femerling Andersen og ’Dagen efter dagen derpå,’ der blev leveret af Shirley som en slags hyldest til den enlige powerkvinde og mor, til mere refleksive og introverte sange som ’Dybt inde i mit hjerte,’ der blev leveret overbevisende og inderligt af Søren Torpegaard Lund, selvom sangen var gjort større og mere prangende i sin musicalform.

Søren Torpegaard Lund og Shirley i rollerne som Simon og Emilie.Pressefoto.
’Stupid Man – The Musical’ rammer et godt sted lige nu, hvor vi bombarderes med nedslående nyhedsstrømme. Musicalen tilbyder et opløftende, letkonsumeret underholdningsshow, der virkelig leverer i al sin pragt. Musikken er velspillet, dansene veludført, og scenografien fungerer som et fint bagtæppe til at understøtte fortællingen. Skuespillerne leverer deres replikker med humor og alle i salen klappede og sang med til den helt store guldmedalje. I forestillingen rækker livet hånden ud, så det er bare om at tage imod og lade dig rive med. Feeling groovy? Så skal du tage ind og se forestillingen, der kan opleves fra 15. september til 25. oktober.
.jpg)
Karaktererne Ida, spillet af Monica Isa Andersen, og Misha, spillet af Malaika Berenth Mosendane, synger Helmigs 'Groovy day.'
Instruktør: Joy-Maria Frederiksen
Rolleliste:
Emilie: Shirley
Simon: Søren Torpegaard Lund
Jette: Trine Pallesen
Lars: Martin Greis-Rosenthal
Mikkel: Christopher Schøllhammer Rørmose
Jonas: Jakob Femerling Andersen
Sarah: Amalie Husted Mørup
Misha: Malaika Berenth Mosendane
Martí: Max-Emil Nissen
Ida: Monica Isa Andersen
Læs mere om forestillingen og køb billet her: https://www.tivoli.dk/program/teater/stupid-man-the-musical




