Open Call til residency med natur i fokus i Hyrynmalmi i det nordlige Finland.
Mustarinda House i Hyrynmalmi
Af Tina Kristensen
01.10.2026
I Hyrynmalmi midt i skoven på toppen af en bakke finder man et helt særligt kunstinitiativ, Mustarinda House. Her kan nationale og internationale kunstnere og forskere fordybe sig i naturen under recidencies. Magasinet besøgte huset for nogle uger siden og vi synes lige, vi vil dele stedets Open Call med jer
Ansøgningsperioden løber fra den 21. september til den 13. oktober. I 2027 er Mustarindas program centreret omkring temaet “Huset som lærer”.
Mustarinda House inviterer kunstnere, forskere og andre fagfolk til at bo og arbejde sammen i huset i 2–6 uger og undersøge følgende spørgsmål: Hvad kan man lære af at leve med og gennem Huset? Hvad tillader, forhindrer og nærer årstiderne? Og hvordan kan kontekstbaseret viden om økologisk livsførelse deles andre steder?

Mustarinda House. Foto: Hanna Vainio
"Til dette tværfaglige residency-program byder vi alle former for praksisser, medier, udøvere og projekter velkommen. Lad os fortsætte med at undersøge, hvordan det at leve og lære et bæredygtigt liv under opholdet kan blive et sted for udveksling, eksperimenter, vidensproduktion og kollektiv læring i dialog med vores Hus, Læreren," står der i pressematerialet om deres Open Call.


Michaela Casková, Bed in Barn, Mustarinda House. Foto: magasinet kunst.
"Under et ophold arbejder gæsten på egne projekter og er ikke forpligtet til at levere noget til stedet," fortæller projektleder Laura Mellanen, der viste os rundt i huset. Mustarinda er funderet i tanker om en grundlæggende respekt for naturen. "Naturen skal ikke bare danne bagtæppe for værker, men give inspiration til værker," forklarer Laura Mellanen. Hun nævner nogle forskellige projekter, der har været på stedet, hvilket både tæller operaperformances i træerne og et rum indrettet med tekstiler, indfarvet af områdets planter.
Nu inviterer stedet så interesserede kunstnere, forskere m.fl. til at søge et ophold med fordybelse i naturen.
For mere information om opholdsperioder, priser, ansøgningskriterier, temaer for 2027, praktiske forhold i huset og årstiderne kan du besøge Residency-siden på Mustarindas hjemmeside.


