Anmeldelse af særudstillingerne 'Samuel Joensen-Mikines og Oluf Høst' og 'Boblerne (og brandmanden!) i bækken' på Oluf Høst museet.

1. oktober 2026
Af: Johanna Okkels

Går efterårsferien til skønne Bornholm, skal man unde sig selv en tur til Oluf Høst museet, hvor samtidskunst og klassikere pryder øens berømte kunstnerhjem.  

’Norresân’, står der på en rødkalket facade i Gudhjem. Her, kun fyrre meter fra havnens karakteristiske bornholmerskorstene, boede kunstmaleren Oluf Høst fra 1929 frem til sin død i 1966. I dag rummer den gamle kunstnerbolig Oluf Høst museet, hvor man foruden den faste samling bestående af mere end 50 Høst-værker lige nu kan opleve to særudstillinger med Samuel Joensen-Mikines og Martin Bigum.

Førstnævnte var færing og malede i en naturalistisk stil, der med årene – og indflydelse fra Høst – blev mere koloristisk. Mikines voksede op på (og tog navn fra) øen Mykines, der gennem hans kunstneriske virke lagde motiv til talrige af hans malerier, på samme måde som Bornholm gjorde det for Høst.
 

Samuel Joensen-Mikines, 'Grindedrab', uden årstal.
Foto: Magasinet Kunst

Ode til færøsk fødeø

Der er noget sanseligt og dybt stemningsfuldt ved Mikines’ naturskildringer. Jeg får lyst til at træde ind i landskabet og indsnuse havluften; lægge hovedet bagover mod højdedragene. For selvom stilen er temperamentsfuld og penselstrøgene ikke lægger skjul på sig selv, er realismen der stadig, og måske er det netop her – i mødet mellem det ekspressive og fotografisk genkendelige – at malerierne blomstrer.

Noget andet, der får dem til at blomstre, er museets omgivelser. Jeg tror, med al respekt for dansk terræn, at Mikines vil kunne få ethvert andet sted i landet til at blegne gevaldigt, men solskinsøen formår trods alt at nærme sig nordatlantisk skønhed bare en lille smule. Om ikke andet er det meget passende, at man fra udstillingen kan træde ud i en museumshave med havudsigt og klipper, der rejser sig fra græsplænen. Og at man efter besøget kan bestige de storslåede helligdomsklipper, der ligger kun et stenkast fra Nørresand.
 

Udsigt fra haveatelieret. Foto: Magasinet Kunst
 

Det eneste, der ærgrer mig, er udstillingens valg af syrenfarvede og græsgrønne vægge, der uundgåeligt præger oplevelsen af værkerne. Oluf Høst museet er langt fra alene, når det gælder kulørte baggrunde til udstillede malerier – det er næsten blevet mere regel end undtagelse. Men Mikines er et eksempel på en kunstner, der efter min mening står stærkest i sin egen farverige ret.
 

Samuel Joensen-Mikines. Foto: Anders Beier Photography

Jeg giver, for at du skal give

Anderledes forholder det sig i haveatelieret, hvor vægfarverne udgør en væsentlig del af det kunstneriske udtryk. Udstillingen ’Boblerne (og brandmanden!) i bækken’ er skabt specifikt til rummet af Martin Bigum, der i malerierne forener sin tegneserie-action med noget hjemligt idyllisk. Atelieret – det i forvejen lyse rum på havens øverste udsigtspunkt – overvælder med en maksimalistisk palet af himmelblå, rosa, mint og solgul. At malerierne i sig selv er mindst lige så farvestrålende giver udstillingen et kalejdoskopisk præg – her er forstyrrelsen selve præmissen for helheden.

Bigums motiver spænder vidt fra det fantasifuldt groteske til det kærlige og intime, men alle kredser de om forholdet mellem kunstnerliv og familieliv; om kunstnerens nære verden, der til alle tider har været i fare for at blive negligeret til fordel for den skabende proces. Der er en fin dobbelthed i familiemotiverne, der på én gang udstråler tid med sine kære og samtidig, selvsagt, er blevet til i ensom langsommelighed. Jeg står længe foran det rørende ’Do Ut Des’, der skildrer en kvinde i en sommergrøn have. Kompositorisk taler maleriet til Harald Slott-Møllers berømte ’Foraaret’ fra 1896, men kvinden her er voksen og storsmilende. I hænderne holder hun enden på en dug, der er ved at blive foldet sammen, og værkets synsvinkel overlader de to andre stofhjørner til beskueren. ’Jeg giver, for at du skal give’, betyder den latinske titel, som her meget bogstaveligt kommer til udtryk i en huslig samhørighed. Både kvinden og den for værket usynlige hjælper må nærme sig hinanden, for at dugen kan mødes på midten og foldes mindre og mindre. Begge parter får og giver i relationen, når den er gensidig.
 

Martin Bigum, 'Do Ut Des', 2025. Foto: Magasinet Kunst
 

Et andet værk, der fascinerer mig, er det store maleri ’Elletrunter (døtre)’, hvor to unge kvinder ligger henslængte med deres smartphones og en psykedelisk aura strålende omkring sig. Bag dem, i noget, der kunne ligne et dystopisk fantasiunivers, vokser hårstråslignende træer op mod himlen. Pigerne lader imidlertid til at have det rart nok; i deres afslappede sofapositioner virker de lykkeligt opslugte af hver sit feed. Det er forfriskende at møde et kunstværk, der ikke bare skildrer noget så tidstypisk som at scrolle, men også portrætterer denne handling som en stund, der kan være hyggelig i samværet med andre. Uanset hvad er der noget befriende troværdigt ved dette øjeblik, der måske ikke umiddelbart lever op til idéen om kvalitetstid, men ikke desto mindre viser et scenarie, mange forældre kan genkende.
 

Martin Bigum, 'Elletrunter (døtre)', 2024. Foto: Magasinet Kunst

Boblerne i bækken

’Selvportræt som brandmand’ hedder udstillingens mest sælsomme værk. En stor halvkugle af glas, et kæmpegigantisk øje, ligner det først, men træder man nærmere, stirrer et ansigt ud gennem den mælkehvide overflade. Her har vi ham, kunstneren, med bølgende havhår og et melankolsk, stålsat blik. Er det brandmanden, der får idéer til at bruse op, så alt andet må vente? Er den drivkraften eller inspirationen? Brandmanden er der i hvert fald, allerede i udstillingens titel, og advarer med et udråbstegn.
 

Martin Bigum, 'Selvportræt som brandmand', 2024
Foto: Magasinet Kunst
 

Boblerne må man forstå i forhold til Emil Aarestrups berømte digt ’Angst’ fra 1837, der i eftertiden har gjort ordene ’boblerne i bækken’ til et synonym for livets forgængelighed. Digtet er citeret på væggen ved indgangen til atelieret som en vemodig grundtone, der slås an og tilføjer dybde til rummets sommerlige lethed:  

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme
Hold fastere, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme

Om lidt så er vi skilt ad,
Som Bærrene på Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.   

Man skal lede længe efter renere strofer i dansk poesi, og de er svære at hamle op med. Derfor vil jeg nøjes med at sige, at enhver, der har mulighed for det, bør tage forbi Norresân i Gudhjem.

Udstillingerne Samuel Joensen-Mikines og Oluf Høst og Boblerne (og brandmanden!) i bækken vises frem til den 17. oktober.

Læs mere her.