Anmeldelse af efterårssæsonen på Kunsthal Charlottenborg.

SÆSONÅBNING PÅ CHARLOTTENBORG

08.10.2026                                                                    
Af Mette Mousten                                                                                                                            

Kunsthal Charlottenborg slår dørene op til en efterårssæson, der ikke blot viser tre stærke soloudstillinger, men også redefinerer publikums allerførste møde med kunsten gennem en nyindrettet foyer.

I næsten et årti har den ikoniske magasindisk været det første, publikum mødte, når de trådte ind i de historiske rammer på Kunsthal Charlottenborg. Nu er foyeren forvandlet i samarbejde med design- og arkitektstudiet atelier axo. Med udgangspunkt i Charlottenborgs arkitektur, historie og designarv har de genfortolket historiske referencer gennem nye møbler, materialer og funktioner: en klase af Louis Poulsens Charlottenborg-pendler kaster et struktureret lys fra loftet, mens Charlottenborgs karakteristiske bue er brugt på en ny ståldisk og på bogkasser i biblioteket. Små træborde trækker tråde til klassiske malerborde, og står side om side med Arne Jacobsens Charlottenborg-stole, og store stålpaletter fungerer som udstillingsplatforme for kunstbøger. Det er blevet et åbent, moderne og gennemtænkt rum som ikke længere blot er en gennemgang til udstillingerne, men et sted, man naturligt har lyst til at mødes og opholde sig i.

atelier axo x Kunsthal Charlottenborg, ny foyer. Foto: Peter Dalsgaard.

Den nye foyer er blot optakten til efterårets egentlige midtpunkt. Går man op ad trappen, møder man sæsonåbningens tre nye soloudstillinger med den danske forfatter og billedkunstner Amalie Smith, den tyske fotograf Jochen Lempert og den thailandske billedkunstner Som Supaparinya. Gennem installationer, analogt fotografi og komplekse videoværker undersøger de tre markante stemmer, på hver deres forskellige måde, forholdet mellem mennesker, natur, videnskab og de usynlige strukturer, der former vores samtid.                                                                               

Amalie Smith ’Levende’ 
Amalie Smith, som både er uddannet forfatter og billedkunstner, præsenterer i kunsthallens nordfløj sin hidtil mest omfattende soloudstilling under den simple, men rammende titel ’Levende’.
Da det stod klart, at hun skulle udstille på Charlottenborg, blev hun med det samme grebet af de store, højløftede rum og tænkte derfor på det største emne overhovedet, nemlig livets tilblivelse og de spor, mønstre og forandringer, som det levende efterlader i verden. Udstillingen er skabt specifikt til kunsthallens arkitektur og stiller skarpt på de dybe forbindelser mellem natur, videnskab, kunst og eksistens. Med afsæt i naturvidenskabelig forskning, kunstnerisk praksis og litterær tænkning zoomer hun ind på fortællingen om livet på jorden på tværs af fortid, nutid og fremtid.

Amalie Smith, 'Levende', udstillingsbillede. Foto: David Stjernholm.

Udstillingen udfolder sig gennem seks rum i en indadgående spiralbevægelse. I de første fem rum møder man fem store montrer, der er placeret i en organisk snegleform, som danner et rumligt forløb gennem udstillingen. Hver montre tager form efter døråbningerne mellem kunsthallens egne rum og fremstår som monumentale arkivkasser placeret centralt i lokalerne. Nede i montrerne fanger opmærksomheden sig om fragmentariske, menneskelignende skikkelser sammensat af keramik, tekstiler, naturmaterialer, affald og hverdagsgenstande. De fremstår som arkæologiske fund, indhyllet i 3D-strikkede tekstiler, som Amalie Smith selv har udviklet.

Amalie Smith, 'Levende', udstillingsbillede (detalje). Foto: David Stjernholm.

Mens man bevæger sig gennem de dunkle, minimale rum, indhylles man samtidigt i et meditativt forløb anført af dele af det gennemgribende lydværk ’Radio Levende’. Lydværket er skabt i samarbejde med komponist og musiker Simon Brinck og består af en stor mængde femkanals-lydfiler i flere lag, herunder musik, reallyde, nyskrevne sange og uddrag af Smiths researchsamtaler med naturvidenskabelige forskere. I det sjette og sidste rum træder man ind i den inderste vinding af spiralbevægelsen, som er et stort specialdesignet lytterum, hvor alle lag fra lydværket samles i et.
Udstillingen inkluderer desuden tekstværket ’Hjertet tror, det skal pumpe for evigt’ med tekster af Amalie Smith, der kan læses i udstillingen eller tages med hjem.

Amalie Smith, 'Levende', installationsbillede. Foto: David Stjernholm.

Med denne udstilling understreger Amalie Smith sit særlige talent for at arbejde på tværs af kunstneriske praksisser. ’Levende’ skal ikke opleves som en række isolerede værker, men som én stor, pulserende organisme, hvor hver enkelt detalje er tænkt til ende. Det er netop dette, der gør udstillingen så overbevisende: den arkitektoniske snegleform, lydværkets meditative lag, de rå lydkabler der bryder gennem muren, montrernes stringente skalering og det ledsagende tekstværk. Amalie Smith formår at vække alle beskuerens sanser og skabe et fuldendt og omsluttende univers.

Jochen Lempert ’Flora Incognita’
Fra Amalie Smiths univers træder man på den anden side ind i den tyske fotokunstner Jochen Lemperts udstilling 'Flora Incognita'. Det er første gang Lempert viser sine analoge sort-hvide fotografier i Danmark, og udstillingen spænder over mere end tre årtiers kunstnerisk praksis. Med sin baggrund som biolog er Lempert kendt for at forene videnskabelig iagttagelse med et kunstnerisk blik, og han bruger fotografiet til at undersøge former og forbindelser mellem mennesket og den omgivende natur.

Det første store udstillingsrum er fuldstændig tomt, bortset fra de fotografier, der hænger rundt langs væggene. Det storslåede rum træder for alvor i karakter, og tomrummet gør, at man automatisk bliver suget mod fotografierne, der hænger direkte på væggene uden rammer. De er arrangeret i nøje komponerede små grupper, som efter et stykke tid begynder at tale sammen. Der opstår uventede forbindelser mellem planter, dyr, genstande og mennesker, som først folder sig ud og bliver synlige, når man giver sig tid til at se efter. Ud over den store sal udfolder udstillingen sig i yderligere tre mindre rum, hvor enkelte montrer også optræder.

Jochen Lempert, 'Flora Incognita', udstillingsbillede. Foto: David Stjernholm.

Det mærkes tydeligt, hvordan Lempert har inddraget Charlottenborgs markante arkitektur som en aktiv ramme om værkerne. Et enkelt foto er placeret mellem flere meter høje, sprossede vinduer, mens en række fotografier i miniaturestørrelse diskret har fundet plads i et hjørne i samme rum. De nøje udvalgte placeringer og skaleringsskift tvinger beskueren til at zoome ind og dvæle og man giver sig automatisk tid til at være til stede i øjeblikket. Fotografierne afslører sjældent alt ved første øjekast, men kræver tid - ligesom naturen selv. I Lemperts fotografier rettes opmærksomheden mod alt det, som man normalt overser: Havbølgernes former, lysets refleksioner, blomsters fine geometri og hver enkelt levende organismes individuelle særpræg.

Jochen Lempert, 'Flora Incognita', udstillingsbillede. Foto: MM.

I en tid, som i høj grad er præget af acceleration, distraktion og miljøkrise, er Lemperts udstilling en vigtig påmindelse om, at man skal huske at stoppe op og give sig tid til at lægge mærke til omgivelserne og få øje på naturens ofte oversete detaljer. Værkerne synliggør naturens skjulte skønhed, kompleksitet og indbyrdes forbundethed, og det er en tiltrængt pause, der kalder på fordybelse og eftertanke. Man bliver draget af hvert enkelt fotografis fine nuancer og Jochen Lemperts sort-hvide poesi inviterer til et sanseligt temposkift midt i kunsthallen.

Som Supaparinya ’Reroute:’
Fra Jochen Lemperts naturobservationer rykker man med den sidste udstilling ud i geopolitikkens rå virkelighed hos den thailandske kunstner Som Supaparinya. ’Reroute:’ er hendes første soloudstilling i Skandinavien og er kurateret af den tyske kurator Natalie Keppler. Her undersøger Supaparinya, hvordan infrastruktur, landskaber og politiske alliancer har formet den kollektive erindring i Sydøstasien.

Det første rum sætter scenen med en fin, men mærkbar spænding. To blå- og hvidstribede gardiner af PVC-presenninger hænger som en direkte reference til de skrøbelige, midlertidige telte, der har huset fordrevne mennesker i det uroplagede grænseområde mellem Thailand og Myanmar.

Som Supaparinya, ’Reroute:’, udstillingsbillede. Foto: David Stjernholm.

I det næste rum tager fortællingen en mere dyster drejning med videoinstallationen 'Melted Stars'. Værket belyser Thailands næsten fortrængte rolle i Japans militære operationer under Anden Verdenskrig. Gennem en døråbning trækker videoens skær ind i det næste lokale, hvor gulvet er dækket af reproduktioner af historiske krigspengesedler. En pengefri sti leder videre ind til installationen 'Wonderland Reading Room'. Her inviteres man helt ind i maskinrummet bag Supaparinyas omfattende research. Rummet balancerer mellem det hjemlige og det foruroligende: Publikum kan selv makulere dokumenter og i et sofahjørne kan man lade dem indgå i en støt voksende bunke, mens forbudte børnebøger hænger på den ene væg som tavse vidnesbyrd om censur.
Udstillingens mest intense greb findes i det sidste rum med videoinstallationen 'Mo num en ts'. Man indbydes til at sætte sig på røde kontorstole, og i videoen kan man blandt andet høre de radioprogrammer, som kamppiloterne kunne tænde for som underholdning midt under deres bombetogter. I den anden del af rummet er to af væggene indhyllet i orange tyl som et visuelt symbol på de kemiske stoffer, der blev spredt ud for at destruere skoven og dermed de mennesker, der boede der. Foran gardinet hænger fire indrammede fotografier og viser sporene efter USA’s bombetogter i Laos under Vietnamkrigen.

Som Supaparinya, ’Reroute:’, installationsbillede. Foto: David Stjernholm.

Som titlen antyder, foreslår 'Reroute:', at vi tager en anden, mere kritisk vej gennem historien. Udstillingen er en stærk og insisterende fortælling, hvor Som Supaparinya inviterer os til at genforhandle fortidens etablerede sandheder. På tværs af historiske lag, landskaber og personlige erindringer fører hun os bevidst ad omveje. På den måde rusker hun op i de officielle fortællinger, der har formet hendes egen samtid. Værkerne bruger og besætter udstillingsrummene på en måde, hvor hvert lokale får sin helt egen, særprægede atmosfære, som kryber ind under huden.
For Som Supaparinya er landskaber nemlig aldrig bare natur. De er levende arkiver, der bærer på dybe spor af krig, politiske strategier, økonomiske interesser og flygtige grænser. Det er en udstilling der ikke serverer lette svar, men som efterlader beskueren med en uundgåelig trang til at dykke dybere ned i historiens sprækker.

En helstøbt sansning
Fra det øjeblik man bevæger sig gennem Amalie Smiths ’Levende’, videre til Lemperts sarte naturfotografier og til slut Supaparinyas tunge geopolitiske landskaber, mærker man Charlottenborgs ambitioner. Her møder man en kunsthal, der for alvor tør række ud i verden. Det er udstillinger, der taler til mere end bare synssansen; de skal mærkes, lyttes til og erfares med hele kroppen. Efteråret på Charlottenborg kalder på fordybelse og minder os om, at alt i vores verden, fra de mindste planteceller til de største globale magtstrukturer, hænger uløseligt sammen.

Udstillingerne på Kunsthal Charlottenborg kan opleves frem til den 21. februar 2027.

https://kunsthalcharlottenborg.dk/da/