Light Echoes 02.10.2026 – 03.01.2027 Rundetaarn

'Light Echoes' – Lysekko i stjernestøv 

08.10.2026

Maja K. Johansson

Danmarks ældste astronomiske laboratorium, Rundetaarn, præsenterer kunst inspireret af astrofysiske aspekter i en udstilling med Jo Verwohlt & Pieter Maria Steyaert, Lea Porsager, Ligia Bouton og kunstnerduoen Semiconductor. 

Installationsview, Lea Porsager, Einstein Cross (2026) og Semiconductor, Nothing is Possible (2024). Foto: Rundetaarn. 

Lysekko i stjernestøv 
‘Light Echoes’ er den femte og sidste udstilling i programmet for LYSÅR 26, som er Rundetaarns markering af 350-året for Ole Rømers (1644–1710) opdagelse af lysets hastighed. Udstillingen er kurateret af Irene Campolmi og kunstværkerne er skabt i samarbejde med astrofysikere fra forskningsenheden DARK Cosmology Centre ved Niels Bohr Institutet: Jo Verwohlt, Jens Hjorth, Clara Ferreira Cores, Christa Gall, Marianne Vestergaard, Radosław Jan Wojtak, Judit Prat og William Baker m.fl. 
Et lysekko er betegnelsen for det lys, der udsendes i rummet fra kosmiske begivenheder, hvor det kraftfulde lys reflekteres i stjernestøv og begynder en rejse ud i rummets uendelighed. Universets ufattelige størrelse gør, at lysets rejse er meget lang og afstande omtales ofte i lysår, som betegner den afstand, lyset passerer i løbet af et år. Et lysekko er dermed en tidsrejse, da lyset fortsætter med at rejse i rummet, også selv om kilden til lyset ikke eksisterer mere. 

Ligia Bouton, Spektrum Body Echo (2026), detalje. Foto: Rundetaarn. 

Lys er varme, lys er liv
‘Light Echoes’ er en æstetisk veludført udstilling, som formår at formidle komplekse videnskabelige aspekter med kunsten som medium. At træde ind i udstillingsrummet er som at træde ind i et religiøst rum.  De sorte vægge er med til at skabe en struktur, der leder tankerne hen på et kirkeskib og fungerer som en metaforisk og fysisk spejling af Trinitatis’ kirkerum på den anden side af muren. 
Jo Verwohlt & Pieter Maria Steyaerts lyskunstværk er det første, man møder i udstillingen. kunstværket omsluttes af mindre rum, der danner en brudt kubekonstruktion, som dominerer inddelingen af det samlede udstillingsrum. De brudte vægge tillader fri passage mellem kunstværkerne og er også med til at forbinde dem til en overordnet, harmonisk helhed. Bevægelsen fra rummet med Semiconductors værk og ind i det større rum med Lea Porsagers Einstein-kors på endevæggen er som at træde ind i et vakuum, hvor lyden erstattes af en stilhed, der fører til eftertænksomhed. Det mørke tema og den dunkle belysning er med til at fremhæve det lys, der formidles i kunstværkerne, om end lyset er bundet i kunstværkets aura eller udsendes fysisk.  

Jo Verwohlt & Pieter Maria Steyaert, Light Cone (2026), detalje.  Foto: Rundetaarn. 

Jo Verwohlt & Pieter Maria Steyaert 
Lyskunstværket ’Light Cone’ (2026) er formet som en todelt lyskegle, som projekterer lys op på loftet og ned mod gulvet, så det danner en timeglasform. Lyset brydes i på loftet, i en fragmentering som kan minde om et forstørret billede af en spyflues øjne set gennem et mikroskop. Mens lyset danser på loftet, hvirvler teaterrøg ind og ud af lyskeglerne i et visuelt fascinerende spil, der afbrydes af variationer i lysets styrke. Samtidig danner værket en lysakse ved at udsende en lysstråle gennem hele udstillingsrummet. Metalopsatsen, der bærer lyskonstruktionen, ligner noget, man kan finde i et fysiklaboratorium, og den vægt, der er sat på stativets fod, kan tolkes som en allegorisk reference til universets fysiske love om tyngde og vægtløshed. Værket virker på én gang bastant og skrøbeligt. Et paradoks, som refererer til universets tilfældigheder, der er vilkår for liv.  

Lea Porsager Einstein Cross (2026). Foto: Rundetaarn.

Lea Porsager 
Skulpturinstallation ’Einstein Cross’ (2026) er navngivet efter og inspireret af et astrofysisk fænomen, som er knyttet til Albert Einsteins (1879–1955) relativitetsteori, hvor lyset fra en fjern lyskilde afbøjes af objekter, der er så massive og kraftfulde, at de kan krumme rumtiden, så lyset afbøjes og kan observeres som fire lyskilder. 
Aluminiumstrukturen er kombineret med mindre glasprismer, der sammen med fem større glaskugler virkelig kan funkle, hvis de rammes af kraftigt sollys. Men det mørke rum og det skiftende lys varierer i intensitet, hvilket påvirker oplevelsen af kunstværket. 

Ligia Bouton,Time-slip-Echo #1-3 (2026). Foto: Rundetaarn. 

Ligia Bouton
’Time-slip-Spectrum’ (2026) er et videoværk, der er inddelt i seks kapitler og viser de steder, der kan knyttes til søskendeparret Tycho Brahe (1546-1601) og Sophie Brahe (1556-1643). Sophie Brahe er lidt af et mysterium. I dag mener man, hun var tæt involveret i brorens videnskabelige arbejde, men at hun historisk er blevet skrevet ud af fortællingen. Supernovafænomenet blev først observeret og omtalt af Tycho Brahe i 1572 som en ny stjerne på nattehimlen: ’De nova stella’. I dag ved man, at det var en overophedet stjerne, der eksploderede som en supernova. I videoen formidles en supernova-eksplosion i en jernstøbningsproces. Nærbilledet og det pludselige visuelle skift fra den grå ovn til det varme, orangegule metal skaber en æstetisk, men også voldsom sansemæssig oplevelse. Subaru-teleskopet på Mauna Kea på Hawaii inddrages i fortællingen, da forskere i 2008 brugte teleskopet til at fange det 400 år gamle lysekko fra supernovaen i 1572. 
Lysekkoet SN1575 indgår også i skulpturinstallationen ’Spektrum Body Echo’ (2026), som viser objekter placeret på en plade, der er skåret efter lysekkoets billede. Værket beretter om stjernerne som ophav til mange af de elementer, der har skabt livet på Jorden: jernet i vores blod og det, der findes i Jordens kerne, er oprindeligt dannet i stjerner. Det samme kan siges om silicium, som findes i sand og i Jordens skorpe. 
Bouton bruger data fra Subaru-teleskopet i værket ’Time-slip-Echo #1-3’ (2026), som består af tre fotocollager, der er konstrueret af laserskåret plexiglas kombineret med unikke inkjetprint i flere lag. 
Printene viser flere billedfragmenter, såsom et portræt af Sophie Brahe og dele af noget, der ligner et teleskop. Hullerne ligner ætsninger, men er skåret ud fra det optiske billede af lysekkoet SN1575.  Lys og skygge passerer gennem værket og står tydeligt frem på den hvide baggrund som en reference til lysets rejse gennem tiden.   

Semiconductor, Nothing is Possible (2024). Foto: Rundetaarn, copyright: Casino Luxembourg – Forum d'art contemporain.

Semiconductor 
Installationsværket ’Nothing is Possible’ (2024) tager udgangspunkt i universets mystiske opbygning. Omkring 85 procent af universet består af mørkt stof, som egentlig ikke er mørkt, men skjult, da det hverken udsender eller reflekterer lys. Videnskaben kan ikke give et entydigt svar på, hvad mørkt stof består af, men det antages at være en vigtig del af universets opbygning. 
De tre lysinstallationer er konstrueret af alufolie, der er blevet behandlet, så hver del ligner en stjernehimmel omgivet af dybe, mørke felter. De små lysprikker repræsenterer ikke stjerner, men er galakser genskabt ud fra astronomiske data indsamlet af teleskoper. En galakse har et kraftfuldt tyngdefelt og rummer himmellegemer såsom stjerner og planeter. Vores solsystem befinder sig i galaksen Mælkevejen, hvor Solen blot er én af flere hundrede milliarder stjerner.        
Værket giver dermed et indtryk af universets ufattelige størrelse og kombinerer den visuelle oplevelse med lyd, der er baseret på de akustiske bevægelser, hvis bølger menes at have formet det tidlige univers. Lydbilledet giver en særlig dimension til kunstværket. Samspillet med foliens lysende, dybdeprægede overflade og lyden af universet skaber en følelse af at have oplevet noget, der er større end én selv, hvilket skaber en følelse af undren over det dybe og mystiske mørke, der endnu ikke har afsløret sine hemmeligheder.
Værkets titel skal ikke læses negativt, men tolkes i lyset af erkendelsen, at vores liv på Jorden egentlig ikke burde eksistere, når man tænker over alle de sammenfald af tilfældigheder, der skal til for at skabe liv. Vi befinder os i den rette afstand fra Solen til at modtage varme, der gør liv muligt, men også med en afstand, der gør, at vi ikke brænder op. En konstatering, der ikke er et udtryk for eksistentiel angst, men snarere en anledning til at være taknemmelig for det liv, der er.      

Særudstillingen ’Light Echoes’ kan opleves i Rundetaarns bibliotekssal i perioden 2. oktober 2026 – 3. januar 2027. I Bibliotekssalen er det også muligt at opleve miniudstillingen ’Ole Rømer og den store opdagelse’. 

https://www.rundetaarn.dk/event/light-echoes/

Øverste billede: Installationsview, Jo Verwohlt & Pieter Maria Steyaert, Light Cone (2026) og Lea Porsager, Einstein Cross (2026). Foto: Rundetaarn.