EAT ME - MAD I KUNST OG DESIGN. Trapholt, 23. september 2017 til 21 maj 2018

EAT ME - en tankevækkende sanseudstilling.

Anmeldelse af Mia Granhøj.
Januar 2018. 

I en af Trapholts hidtil største satsninger er der sat fokus på mad. Mad i alle afskygninger som aktiverer samtlige sanser hos beskueren.

Mad som tema
EAT ME udstillingen rummer kunstneriske bidrag fra 32 kunstnere fra hele verden og 28 danske designere, der alle udtrykker sig gennem mad. Udstillingen er aldeles omfattende og er inddelt i følgende syv sektioner: sanser, samfund, kultur, natur, videnskab, forbrug og identitet. Det er en udstilling, som folder sig bredt ud på alle måder og jeg må starte med at fremhæve, at jeg sjældent har set så mange fantastiske værker samlet ét sted. Mange af værkerne er velkendte og udstillingens tema er så centralt i vores hverdag, at langt de fleste mennesker har en holdning til emnet. Mad appellerer til folk på et eksistentielt niveau, netop fordi det berører følsomme emner som religion, global opvarmning, dyreetik etc.

Koert van Mensvoort: Bistro In Vitro, 2016. Foto af Koert van Mensvoort

Forbrugermentalitet
Midt i udstillingens største rum falder blikket unægtelig på Thomas Rentmeisters installation fra 2007; en indkøbsvogn begravet i et sukkerbjerg. Rentmeisters humoristiske sammenblanding af kunst og hverdagsliv, det æstetiske og det ubehagelige går rent ind hos beskueren. Installationen leder tankerne hen på forbrugersamfundet, hvor intet er nok. I videoværket ’Las Palmas’ (2011) af kunstneren Johannes Nyholm bliver vi konfronteret med, hvordan europæere fra norden opfører sig, når de rejser på ferie i Sydeuropa. For at illustrere dette på bedste vis har Nyholm indsat sin etårige datter i nogle strandbarkulisser sammen med bevægelige marionetdukker. Her får Nyholms datter frie tøjler og det er i grunden ganske genialt, at det kun kræver en etårig i en strandbarkulisse til at parodiere fulde turisters hæmningsløse opførsel i det virkelige liv. Den danske kunstnergruppe Superflex deltager med deres post-apokalyptiske video ’Flodded McDonald’s’ (2009), som i løbet af 20 minutter viser oversvømmelsen af en McDonald’s restaurant. Videoen er endnu en kommentar til forbrugersamfundet, men også til den globale opvarmning og finanskrisen, som fandt sted, da videoen blev konciperet i 2008.

Thomas Rentmeister: Uden titel. Foto af Bernd Borchardt

Kvalmefremkaldende værker
Udstillingens værker stimulerer alle sanser på godt og på ondt. I Anya Gallaccios installation ’Stroke’ (1994/2017), som er et rum, hvor alle vægge er malet med chokolade, er lugten så intens og kvalm, at man må væk i en fart. Marco Evaristtis video/installation ’Polpette al Grasso di Marco’ (2006) er i samme kaliber. I videoen ses Evaristti spise spaghetti med kødboller lavet af fedt fra ham selv hentet via en fedtsugning. Resten af kødbollerne er på 13 dåser med varedeklaration. Dette værk er Evaristtis kommentar til det moderne samfunds skadelige besættelse af mad og vægttab. Folk spiser og bliver fede, får derefter foretaget fedtsugning, hvorefter cyklussen blot starter forfra. Et andet værk som gjorde indtryk og havde bid i sig var installationen ’Teardrop’ (2013) af Marije Vogelzang. Det er et interaktivt værk, som kræver to menneskers samarbejde. Den ene person stiller sig ind i midten af installationen og den anden står udenfor og trækker i nogle reb, som frigiver en dråbe, personen i midten kan smage. Værket gør os opmærksomme på vores sociale madkultur og det faktum, at der er producenter samt forbrugere i det moderne samfund.

Ingen bonde-idyl
Et værk, som i den grad fremkaldte begejstring og stof til eftertanke, var Tom Velthuis’ legetøjs bondegård. Denne bondegård er på ingen måde romantiseret eller idealiseret. Velthuis giver os derimod et fuldkomment realistisk billede af en landbrugsindustri på 2000 grise, hvor der kræves mad i enorme mængder til at fede grisene op, træer der skal fældes, syreregn, døde grise ligger på jorden sammen med ekskrementer og grisene står på så lidt plads i båsene, at det er uudholdeligt at se på. Velthuis giver med dette værk et bud på, hvordan den virkelige produktion af mad ser ud. Der er tale om et industrisystem, som kun handler om at gøre produktionen mest effektiv. Dyr er ikke maskiner, selvom den moderne landmand behandler dem, som om de er det. Hvis jeg selv havde børn, ville jeg til enhver tid give dem en bondegård i Tom Velthuis’ format – for hvilken forståelse giver vi egentlig børn, når de leger med romantiserede bondegårde?

Tomm Velthuis fra udstillingen EAT ME. Foto af Mia Granhøj.

Johannes Nyholm: Las Palmas. Foto af Johannes Nyholm

Mad og identitet
På en udstilling som i den grad kredser om mad og identitet, savnede jeg den østrigske kunstner Elke Krystufek. Om nogen har hun beskæftiget sig med mad i relation til både identitet og seksualitet i sine værker. Krystufek har gentagne gange tematiseret et psykologisk emne som spiseforstyrrelse – en sygdom som hun også selv har lidt af i form af bulimi. I videoværkerne ’Vomiting’ og ’Eating’ (1992) følger kameraet Krystufek gennemgå ritualerne i en bulimi-spiseforstyrrelse og i performancen ’Satisfaction’ (1994) onanerede Krystufek bl.a. med en agurk foran et talstærkt ferniseringspublikum. På EAT ME udstillingen er der også kunstnere, som beskæftiger sig med spiseforstyrrelser. Søstrene Raeven arbejder fx med den anorektiske krop og finske Iiu Susiraja tematiserer den ukontrollerede og overspisende krop, men deres værker hænger ikke fast på nethinden eller tvinger mig til refleksion på samme niveau som Elke Krystufek.   

Mad som politisk statement
”Du er, hvad du spiser” lyder et gammelt ordsprog, men måske er vi snarere kuratorer for, hvem vi gerne vil være – vi spiser det, som underbygger, hvem vi gerne vil være som mennesker. Mad og identitet hænger uløseligt sammen, men for nogle mennesker har identiteten i at spise sundt mindst lige så stor betydning som selve sundheden. De fødevarer, vi vælger at spise, indeholder et politisk statement i forhold til emner som fx religion, global opvarmning, dyreetik, bæredygtighed, socialt ansvar osv. Flere kunstnere på EAT ME forholder sig desuden til fremtiden i deres værker. Den nuværende kødproduktion er ikke holdbar på sigt og flere designere leger med idéer til en alternativ kødproduktion. Det gør sig bl.a. gældende med Mansour Ourasanah, som sammen med KitchenAid har designet en dekorativ græshoppemaskine til køkkenet. En sådan maskine skulle ifølge Ourasanah være en reminder om betydningen af mad samt gøre det mere attraktivt for forbrugeren at gøre insekter til en proteinrig hverdagskost.

Dan Bannino: Still Diets - Beyonce "Master Cleanse Diet". Foto af Dan Bannino

Haltende udstillingsdesign
EAT ME tager beskueren med i alle afkroge indenfor emnet mad, men desværre er der gjort langt mindre ud af selve udstillingsdesignet. På trods af mange fantastiske værker mangler der struktur og udstillingen kan virke forvirrende og som én stor rodebutik. Der kan næsten drages en parallel til, at beskueren træder ind på museet på samme måde som var det et supermarked – de mange værker/varer har en psykologisk overstimulerende effekt. Ikke desto mindre er EAT ME en anbefalelsesværdig udstilling, som frem for alt giver beskueren indblik i nogle samfundsmæssige udfordringer i relation til mad samt en selvindsigt i forhold til, hvor vi selv står og hvorledes vi selv kan/skal/bør handle. Mad er for længst blevet en del af vores selvopfattelse og selviscenesættelse, hvilket også genspejles i flere værker. Tag selv på ekspedition i udstillingens madunivers og bliv klogere på dig selv, vores planets tilstand samt fremtid.

Mere info: Udstillingen kan ses indtil d. 21. maj 2018. På udstillingen kan der for 30 kr. købes adgang til TASTE ME, som er en guidet smagsoplevelse på 20 minutter. Her kan man blive klogere på, hvad farver, lyd, rum og former har af betydning for smagsoplevelsen. 

http://www.trapholt.dk/