Indkøbskurven er tom.
Den Frie Udstillingsbygning huser i øjeblikket udstillingen Becoming Animal, kurateret af Claus Carstensen.
Dødsangst og tom transcendens
Af Oline Vogelius Brønd
Kurator Claus Carstensen er i øjeblikket aktuel med den omfattende og gennemslagskraftige udstilling Becoming Animal på Den Frie Udstillingsbygning i København. Den altfavnende udstilling rummer mere end 200 værker og er en dybdegående og bjergtagende oplevelse, der både kræver sin beskuers mod, koncentration og åbenhed.
Rationalets vrangside
Det eneste uundgåelige faktum i livet er vel egentlig, at vi skal dø. Planter, såvel som dyr, såvel som mennesker, har en begrænset tid her på jorden. Et slutpunkt. Et endeligt. Det er et altoverskyggende og ultimativt anliggende og det mest lighedsskabende princip i tilværelsen. Det særligt menneskelige – det der adskiller os fra dyrene og planterne – er ifølge ældgammel filosofi, intellektet. Menneskets rationelle sjæl. Vi er blevet forsynet med evnen til at rationalisere og dermed også med bevidstheden om dette, at vi skal dø. Og det er egentlig ikke nogen særlig let kamel at sluge.
Foto: Anders Sune Berg, Den Frie Udstillingsbygning 2018
Historien og særligt kunsten fortæller os en hel del om, hvordan vi som art har kæmpet med netop dette, ret nedslående faktum i livet. Det er en kunst i sig selv at kapere det og vi har historisk set været mestre i at skabe mening, nye verdner og forestillinger om det hinsides, for at berolige os selv og vores egen dødsangst. Men særligt oplysningstiden og sekulariseringens aftryk har, måske i endnu højere grad end nogensinde før, efterladt os i et eksistentialistisk vakuum, eller i, hvad udstillingens kurator Claus Carstensen benævner, den tomme transcendens. Efter dette opgør, med den metafysiske tradition anskuer vi ikke længere det korporlige liv som en overgang. Der er intet tilbage, ud over en stor kosmisk ligegyldighed. Den tomme transcendens er tabet af en højere mening. Vi genetablerer på den måde den kropslige erfaring som den primære mening med livet. Vi nærmer os instinkterne og udvisker skel mellem kød og verden, mellem krop og sjæl, mellem menneske og dyr.
Maleri af Ditlev Blunck, Mareridt, 1846
Radikal syntaks
Becoming Animal er en udstilling der tager beskueren med ind i den verden, hvor vi står ansigt til ansigt med de helt store eksistentielle vilkår og det er både en omsiggribende og gribende udstilling. Vi har at gøre med en undersøgelse af et kunsthistorisk virvar af udtryk, krydsreferencer, ismer og genrer, placeret side om side uden hensyn til gængse kunsthistoriske syntakser og udstillingen bryder både med kronologiske og hierarkiske linjer. Vi har Storm P, P.S Krøyer og Gauguin i flæng med graffitimalede valgplakater og en hel del blyantstegninger udlånt fra Middelfart Psykiatrisk Samling. Men der hersker alligevel langt fra en tilfældig organisering af værkerne. Jeg vil snarere kalde det en fuldstændig velovervejet associations-eksplosion fra Claus Carstensens hånd, inddelt i sektioner, der både forlanger beskuerens tid og koncentration. Og holder man tungen lige i munden og giver sig hen til den her u-didaktiske tankestrøm, finder man selvfølgelig også frem til overordnede linjer og gennemgående temaer, der følger en helt særlig tråd af radikal åbenhed og gennemgribende nysgerrighed.
Foto: Anders Sune Berg, Den Frie Udstillingsbygning 2018
Sjælespejl
Et af disse store temaer er synet. Øjne, blikfanget, kontakten mellem mennesker. Dette sjælens spejl, der giver anledning til en følelse af samhørighed og medmenneskelighed. Der findes et politisk rum i mødet mellem to blikke, som vækker forbindelsen og forpligtigelsen i os. Men både i sektionen DO IT FOR VAN GOGH, BABY og PETIT TRAITÉ DE MORALE, bliver vi advaret om et foruroligende fravær af denne form for kontakt. Vi har blandt andet udprikkede øjne, døde mennesker med tillukkede øjenlåg, døde mennesker med hvide øjne og Angela Merkels tågede blik bag ministerbilens tonede ruder. Disse, på forskelligvis slørede syn, peger på, hvordan vi som art har bevæget os langt ud i groteske fejlslutninger, absurditeter og fuldstændig vanvittige strukturelle forhold hvad angår medmenneskeligheden. Udstillingen vidner både om nazisme, etnisk udrensning, ekstrem nationalisme og politisk ligegyldighed. Med henvisninger fra de montrefremviste bøger, af forfattere som Hannah Arendt, George Bataille og Susan Sontag, bliver der sået tvivl om formålet med de nationalstatslige grænser, den etablerede andethed og om generelle menneskerettigheder, når der i værkerne peges på eksklusion, undertrykkelse og folkemord. Et af udstillingens helt toneangivende aftryk er et af Claus Carstensen egne sort/hvide malerier, af en stor kappeklædt skikkelse med en le, der bærer titlen It Conquered the World. Måske er et gennemgående spørgsmål her om vi, på trods af vores påståede, veludviklede rationalitet, er så meget mere menneskelige end dyrene?
Herbert Volkmann: Do it for Van Gogh Baby, 2010-2011
Skrøbelighed
Endnu et gennemgående tema er menneskets fysiske skrøbelighed. Meningsløsheden og det menneskelige mindreværdskompleks høstes i repræsentationerne af sorte huller, universets uendelighed, det uvisse, det mørklagte og apokalypsen. Der er en hel sektion, PLAUGE, om pesten, der i midt 1300’tallet hærgede Europa og tog godt halvdelen af befolkningen med sig i graven. Vi konfronteres nådesløst med fotografier af døde kroppe fra to elskende par, det ene døde i en campingvogn af en kulilteforgiftning, det andet i et trafikuheld – begge par sammen i livet og i døden adskilte.
Jeffrey Silverthorne: Lovers, Accidental Carbon Monoxide Poisoning, Morgue Work, 1972-1974.
Hele livet bliver på en måde absurd, set gennem lyset af denne udstilling. De konstant negative referencer til dyret, som kunsthistorisk, religiøst og politisk er blevet anvendt til at præge diskurser og tanker gennem tiden, gennemstrømmer stort set alle sektioner og alle værker. Det får os hele tiden til at vende tilbage til spørgsmålet; Hvad er det særligt menneskelige ved at være menneske? Hvilken form for transcendens tiltræder når vi mister forestillingen om det hinsides? Ligger der en meningsfuld dennesidet transcendens i menneskets stræben efter at blive dyr igen, i beruselse eller flugt? I emancipationen fra bevidstheden om døden, om den bevidste kamp i livet, der udfolder sig for os som en tidslig størrelse, med alle livets lidelser. Alle de lidelser dyrene ikke har, fordi de ikke har begreb om fortid og fremtid, men kun hviler i instinktet, som kun er styret af nuet.
The Trouble with Being Born
Måske ligger forskellen netop blot i det, at vi er bevidste og heri ligger måske også håbet. Endnu en fremtrædende reference i udstillingen er Irvin Yaloms bog ”Som at se på solen – om at leve med døden”. Den fører os ind i den eksistentielle psykodynamik, der igen konfronterer os med livets ultimative anliggender. De former for prøvelser, eller lidelser vi mennesker må igennem, i modsætning til dyrene: friheden, isolationen, meningsløsheden og (bevidstheden om) døden. Måske kan en ægte bevidstgørelse af forestillingen om døden åbne op for en radikal ændring af livsperspektivet. Håbet i udstillingen bliver lagt på skulderen af beskueren. Hvad vil vi selv have til at eksistere på den anden side af den tid vi er blevet givet? Hvad vil vi gøre med den tid vi har? Hvad erstatter vi tomheden med? Hvordan kan vi retfærdiggøre det ”civiliserede” stadie vi mener at have nået?
Ursula Reuter Christiansen: At Bakkenhøjgård.
Måske kan udstillingens optagethed af disse gruopvækkende, konfrontatoriske temaer være en katalysator for beskuerens eget valg fremefter. Eksistentialismen lægger gerne dette ansvar i hånden på individet. Nu står du der med al visheden om din menneskelige tilværelse. Du har set livet gennem realitetens uundgåelige prisme. Du er ensom, du er fri, du er tom og du skal dø? Du står midt i dette særligt menneskelige, at livet er dyrebart. Hvad stiller du op?
Kurateret af Claus Carstensen
Periode: 3-25 marts
Den Frie Udstillingsbygning
Oslo Plads 1, København Ø.
