Indkøbskurven er tom.
Kongernes Lapidarium
Udstillinger & Omtaler

Et stykke danmarkshistorie rykker indendørs i Christian 4.s gamle bryghus

KONGERNES LAPIDARIUM.
Af Tina Kristensen.

I Christian 4.s gamle bryghus, midt i København, er der kommet en ny attraktion for de kunst-, arkitektur- og historieinteresserede - ikke at forglemme royalisterne.

Her er et stykke danmarkshistorie rykket indendørs i de smukke rustikke lokaler, der i århundreder har været lukket for offentligheden.

På Kongens Lapidarium kan man se 384 skulpturer, indsamlet fra kongelige haver, pladser og bygninger, herunder græske gudinder og en hær af bondefolk fra Norden og komme tæt på rytterstatuen fra Amalienborg Slotsplads, der siges at have kostet mere end hele slottet.

En festlig åbning
Ingen mindre end den danske Dronning deltog i åbningen, ligesom Kulturminister Marianne Jelved, der kaldte Kongernes Lapidarium for ”En af Københavns gemte skatte”, var med  – Det blev bestemt åbnet med stil.



Meget passende kunne man til åbningen se kunstneren Kjartan Hansen performe. Med ler som grundmateriale forvandlede han ansigtet til en levende installation, hvor den ene maske efter den anden formes og arbejdes frem.

Forskellige steder i de rustikke lokaler bevægede akrobater sig rundt mellem skulpturerne og både mimede de gamle statuers udtryk og opførte nye sindrige levende skulpturer.

I øjenhøjde
Nogle af skulpturerne er skabt til at stå højt til vejrs, andre haveskulpturer til at stå i øjenhøjde, og det kan man godt mærke, når man går rundt. Sjovt er det da også, at se de sirligt snørklede ornamenter, der normalt kun kan skimtes på afstand, på toppen af bygninger.



Man får også et lille indblik i processen, når man møder de halvt udfærdigede skulpturer, hvor billedhuggerens målepunkter stadig er markerede med rødt. Der er alt fra bygningsdele, dyr og relief til store rytterstatuer og fuldfigurs statuer af både royale og bønder.

Efterhånden som skulpturerne restaureres, så sættes de ud – så Kongernes Lapidarium bliver en levende udstilling med skiftende skulpturer.  

Historiens vingesus
Perlen i samlingen er en af verdens fineste rytterstatuer, nemlig Christian 5. til hest fra 1688, Danmarks ældste rytterstatue. Den store statue kan kun lige akkurat være i den gamle hestestald med det hvælvede loft.

Også uden de festlige performative indslag er Kongernes Lapidarium i høj grad et besøg værd. Her kan man gå en tur gennem de kølige lokaler, se nærmere på billedhuggernes finurlige detaljer og mærke historiens vingesus.

www.kongerneslapidarium.dk

Hvad er et lapidarium?
Lapis er latin for sten, så et lapidarium er en stensamling.



Bygningens historie

Christian 4.s Bryghus blev bygget som en del af Københavns befæstning i 1608.

Ikke længe efter mistede bygningen sin militære betydning, og blev i stedet lavet om til bryghus, der bryggere øl til militæret.

Bygningen brændte, først i 1632 og siden i 1767, hvorefter det ikke længere fungerede som bryghus.

I 200 år har det været brugt som opbevaringsmagasin, blandt andet for Tøjhusmuseet.

Siden 1998 har det stort set stået tomt, men nu er skulpturerne så flyttet ind.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig