Indkøbskurven er tom.
Maria Torp - The Riddle
Udstillinger & Omtaler

Den danske kunstner Maria Torp er frem til 1. november aktuel på Galleri Christoffer Egelund med udstillingen The Riddle

 

Maria Torp – The Riddle

Af: Helene Olesen 

Det er tredje gang, Galleri Christoffer Egelund i Bredgade viser den danske kunster Maria Torp. Udstillingen, The Riddle byder ikke kun på kunstnerens fotorealistiske malerier, men også tegninger og nye værker på pap.

Frem til den 1. november kan du opleve Maria Torps fotorealistiske malerier i Galleri Christoffer Egelunds lyse lokaler. Udstillingen, The Riddle stiller skarpt på den moderne kvinde og rummer en ny og spændende udtryksform.

Udstillingen, The Riddle er sammensat af flere forskellige malerier, og titlen henviser til et gennemgående tema i Maria Torps kunst. Hun forsøger at fange et særligt blik eller en positur, der kan fortælle en historie. The Riddle, som oversat betyder gåden, refererer således til de portrætteredes sind og tanker. Det kommer særligt til udtryk i værket, The Verge, hvor den portrætterede med et skulende blik inddrager beskueren i en gådefuld tankestrøm.


Maria Torp, The Verge, 2014 - Foto: Galleri Christoffer Egelund. 

Maria Torps kunstneriske stil lægger sig op af den superrealistiske genre, hvor maleriet imiterer fotografiet. Maria Torps figurative malerier vidner om hendes kunnen inden for netop dette felt, men hun har også arbejdet med andre udtryk. Da Maria Torp flyttede til London for at studere på London College of Printing eksperimenterede hun med mange forskellige materialer og stilarter. Hun følte sig specielt udfordret i den fotorealistiske stil, hvilket var medvirkende til, at hun forsatte inden for den genre for at mestre stilarten. I dag arbejder hun hovedsageligt med maleri, skulptur og tegning.

 

En tredelt proces

De detaljerede malerier indikerer en kunstnerisk proces, der rækker længere end ideer direkte transformeret til lærredet. Maria Torp benytter sig af en række mellemstationer inden hendes ideer kan blive udfoldet på  lærredet. Først og fremmest kommer ideerne ned på papir. Det er maleriets motiv og propositioner hun skitserer på papiret. Samtidig er tegningerne en god mulighed for at kunne skabe fri tankestrøm, og derefter se hvor det ender. Tegningerne omdannes til fotografier af det motiv hun ønsker at male. Et fotoshoot kræver meget forberedelse og skitserne er derfor væsentligt hjælpemiddel for at få det rette udtryk frem i billedet. Til sidst omdanner hun fotografierne til det reelle maleri. Ofte sammensætter hun flere fotografier i photoshop, hvor hun skaber det endelige motiv.

Maria Torps værker har hovedsageligt mennesket i fokus. Hun ønsker at fortælle en historie, og skabe en særlig stemning gennem den portrætterede person. Der ligger derfor et stort arbejde i, at finde den ideelle model til billedet, så den rette historie kan stå tydeligt frem. Personerne finder hun både inden og uden for sin egen omgangskreds.

Tegningen

I galleriet er der også udstillet en række tegninger. Disse fungerer som medie for fri tankestrøm. Maria Torp tegner gerne flere dage i træk, hvor den ene tegning overtager den anden. Det er langt fra alle tegninger, der kan bruges, men ind i mellem dukker der nye, sjove og inspirerende motiver op. Det er måske hver 30. tegning hun finder interessant og arbejder videre med.


Maria Torp, Fri mand, 2014 - Foto: Galleri Christoffer Egelund.


Maria Torp, Tvillinger, 2014 - Foto: Galleri Christoffer Egelund 

 

Kvinden i fokus

Kvindeskikkelsen er et yndet motiv i Maria Torps malerier. Det skyldes blandt andet at hun er optaget af den måde hvorpå kvinden tidligere er blevet portrætteret kontra den moderne kvinde i dag. Derfor tager mange af malerierne afsæt i den symbolik, der har været gennemgående for den naturalistiske kunst. Tidligere så vi kvinden sidde i en stol med et vindue i baggrunden. Vinduet symboliserer verden udenfor, og stolen og hjemmet, som den trygge ramme hvor kvinden befinder sig bedst.

Maria Torp vælger i værket ”Restless” at portrættere kvinden, som en person der ikke er bange for verden udenfor. Tværtimod. Kvinden på billedet står afventende i vinduet med opsmøgede ærmer klar til at møde verdens udfordringer. Hun har en tatovering på venstre arm, der indikerer hendes egen fri vilje. 


Maria Torp, Restless, 2014 - Foto: Galleri Christoffer Egelund.

 


Maria Torp, Seated Woman, 2014 - Foto: Galleri Christoffer Egelund. 

 

Nye materialer

Maria Torp har denne gang udvidet sit formsprog og har eksperimenteret med nye lærredsformer. Flere af de udstillede værker er malet på pap, hvilket giver udtrykket en helt ny dimension. Hun elsker at lege med forskellige materialer, men for hende har det været vigtigt først og fremmest at mestre malerkunsten. Det var i mange år en stor udfordring i sig selv, så der havde hun ikke samme behov for at udforske materialerne. I dag har hun fået styr på de svære teknikker og er derfor ikke så bange for at lege og eksperimentere med materialerne.

Pap er et af de nye materialer, som hun finder interessant. Det giver en ekstra dimension når den klassiske figurative stilart møder et råt materiale som pap. Samtidig har pap en helt speciel struktur, som kan inddrages figurativt i værket. På billedet nedenfor kan man se hvordan pappens glatte overflade er skrællet af, så man kan se bølgepappen nedenunder. Pappens struktur er brugt til at definere den portrætteredes trøje. På den måde agerer materialet ikke kun lærred, men også motiv.


Maria Torp, Kvinde med Krave, 2014 - Foto: Galleri Christoffer Egelund. 


Maria Torp, Kvinde med rygsæk, 2014 - Foto: Galleri Christoffer Egelund. 

Generelt 

Maria Torp har allerede som barn vidst, at hun ville være kunster. Hun tegnede meget som barn og mødet med en ung kunstner gjorde hende sikker i sin sag. Hun blev begejstret for den kreative verden, der udfoldede sig i kunstnerens lejlighed, hvor det flød med skitser, pensler og maling over det hele.

Da hun var færdig med gymnasiet og efterfølgende havde rejst mødte hun kunster og designer Mette Geisler, som gjorde hende opmærksom på kunstskolen London College of Printing. Hun blev optaget på skolen og gik der i to år i perioden 1998-99. Årene i London var medvirkende til, at hun blev optaget på Kunstakademiet i København i år 2000. Her fik hun et indgående kendskab til de teknikker, der i dag er kendetegnende ved Maria Torps visuelle og realistiske stil. Sidenhen har Maria Torp dannet en kunstnertrio med Mette Geisler og Anika Lori, MAM.

Sidste år kunne Maria Torp også opleves på den anden side af Atlanten, hvor hun udstillede på Volta i New York.

Læs mere om Maria Torp og udstillingen, The Riddle, her

 

http://christofferegelund.dk/ 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig