
Jacob Rantzau på Galerie Wolfsen med udstillingen "Akvarel" 22. november - 10. januar 2015
JACOB RANTZAU
26. november 2014
OMTALE: af Helene Olesen
Galerie Wolfsen i Aalborg slutter året af med en af galleriets mest eftertragtede kunstnere, Jacob Rantzau, med udstillingen ”Akvarel” der sætter fokus på kunstnerens vidtrækkende evner.
Galerie Wolfsen har de seneste år haft stor succes med at repræsentere den danske kunstner Jacob Rantzau. Galleriet har oplevet stor efterspørgsel på de udtryksfulde malerier, der dog ligger i den tunge ende af prisskalaen. Derfor har galleriet i Aalborg denne gang valgt at udstille kunstnerens akvareller, der er mindst lige så udtryksfulde som oliemalerierne, men til en pris, der er mere overkommelig. Det betyder, at flere kan få mulighed for, at erhverve sig et værk af den eftertragtede kunstner.
Jacob Rantzau er hovedsageligt kendt for sine store ekspressive og figurative malerier, der forener to verdener. Nutiden og datidens klassiske malerteknikker. Gennem snart tyve år har han eksperimenteret med den klassiske malerteknik, som gennemsyrer de ekspressive malerier.
Ny realisme
Jacob Rantzaus figurative og ekspressive malerier er kendetegnet ved et helt særligt formsprog, der rækker langt tilbage. Inspirationen til værkerne finder han blandt andet hos nogle af 1600-tallets store mestre som Rembrandt og Caravaggio. Dog refererer motiverne i malerierne til nutidige samfundsstrukturer, og det er netop i spændingsfeltet mellem den klassiske malerteknik og nutidens problematikker, at Jacob Rantzau rammer en særlig og interessant nerve. På den måde formår han at give den klassiske malerkunst nyt liv. Gennem sine malerier stiller han spørgsmålstegn ved alle de forventninger der er til det moderne menneske. Det kommer blandt andet til udtryk i værkerne, ”Globetrotter” og ”Tidens krav” der med en konkret symbolik visualiserer, hvilke udfordringer der ligger i de moderne samfundsstrukturer i dag.
Værket "Globetrotter" fra udstillingen "I Danmark er jeg født" 2012 - Foto: Galerie Wolfsen.
Sort/hvid foto af værket "Tidens Krav" fra udstillingen "I Danmark er jeg født" 2012 - Til venstre i billedet ses en sløret Jacob Rantzau. Foto: Jacob Rantzau.
Tid til eftertanke
Det er tydeligt for enhver, at Jacob Rantzaus malerier ikke bliver til over en nat. Der ligger meget arbejde bag, som både kommer til udtryk i de store formater, men også i de mange detaljer der gemmer sig i de udtryksfulde farvekombinationer. For Jacob Rantzau er det væsentligt, at give sig god tid, så maleriet kan udvikle sig i den rette retning, og han stopper ikke før, at han er 100 procent tilfreds. Derfor er nogle af malerierne længe undervejs. For det handler om, at gå i dybden. Ifølge Jacob Rantzau, så forhastes meget i dag, hvilket han også ser repræsenteret i dele af samtidskunsten. Det er blandt andet også den kultur, der finder vej til flere af maleriernes motiver.
Det er en kultur, som Jacob Rantzau på flere områder tager afstand fra. Han bor eksempelvis i en lille landsby mellem Horsens og Skanderborg, hvor der er fred og ro til fordybelse i hverdagen og i sit atelier. Desuden er han en mand, der dyrker de nære relationer, hvilket også betyder, at han ikke har travlt med at promovere sig selv på de sociale medier. I stedet vil han meget hellere møde folk ansigt til ansigt.
Nuancerede Akvareller
Jacob Rantzaus perfektionisme kommer også til udryk i de udstillede akvareller på Galerie Wolfsen. For selvom akvareller er et helt andet medie, både i størrelse og substans, så er det tydeligt, at den visuelle kunstner har videreført sit mantra fra lærred til papir. Der ligger en særlig eftertanke i papirets motiv, som i særdeleshed kommer til udtryk i farvekombinationerne. Akvarellen nedenfor viser et ærligt selvportræt af kunstneren, som er blandt de udstillede værker på udstillingen. Det er tydligt at Jacob Rantzaus realisme går igen i værket, hvor han ved hjælp af vand og farver skaber ekstraordinære nuancer.
Jacob Rantzau med værket "The way I like to see the world" 2014 - Foto: Galerie Wolfsen.
Jacob Rantzau med værket "The only way out" 2014 - Foto: Galerie Wolfsen.
Mennesket i fokus
Jacob Rantzau er ikke bange for at udfordre samtidens skyggesider, og det er altid med mennesket i fokus. For det er gennem mennesket, at han formår at kommunikere med beskueren. Det er her der ligger en kilde til identifikation, hvor beskueren aktivt kan gå ind og tage stilling til den illustrerede situation. Samtidig bevæger Jacob Rantzau sig også indenfor en konkret symbolik, der i de fleste tilfælde tydeligt kommunikerer værkets budskab. Flere af værkerne portrætterer mænd, der bærer tunge genstande, som igen refererer til den byrde det moderne menneske bærer på i dag. Ikke i form af tunge ting, men i form af mange forventninger. Derfor er mennesket altid i centrum i Jacob Rantzaus malerier, da det er tematikken omkring de menneskelige udfordringer, der ligger kunstneren på sinde. Han forsøger selv at håndtere samfundets hastværk.
Værket "There must be others who move so slow" fra Art Copenhagen 2013 - Foto: Jacob Rantzau.
Populær samtidskunstner
Jacob Rantzaus popularitet blev for alvor slået fast da han på udstillingen, You can’t hold back Spring, tilbage i maj 2011 solgte 29 værker på bare fem timer. Der var således meget at leve op til på Art Copenhagen i 2012, hvor Galerie Wolfsen præsenterede en soloudstilling med kunstneren under titlen, ”I Danmark er jeg født”. Udstillingen viste otte store oliemalerier hvoraf fem af disse blev solgt, der alle lå i prisklassen 250.000-300.000 danske kroner. Efterfølgende har der ikke været mangel på omtale af den ekspressive kunstner, der gennem sit ekstravagante formsprog formår at fastholde beskueren i sit nøgterne univers.
I det nye år tager Jacob Rantzau et smut over Atlanten, hvor han skal udstille på LA artshow. Udstillingen er vært for over 50.000 kunstinteresserede og kan næste år fejre 20 års jubilæum.
Læs mere om udstillingen på Galerie Wolfsen her
Læs mere om Jacob Rantzau her
http://galeriewolfsen.dk/forside.aspx