
ARoS’ direktør Erland Høyerstens første udstillings-manifestation,”Out of the Darkness”.
Reportage af Nicoline Thoning
13. marts 2015
”Out of the Darkness” er ARoS’ direktør Erland Høyerstens første udstillings-manifestation, siden han tiltrådte stillingen den 1. januar 2014. Udstillingen er en unik præsentation af kunstværker fra ARoS’ samling af nutidskunst, og er sammensat efter en udstillingstænkning , som tager afsæt i fortællingens struktur. Der har hersket et ønske om, at skabe rammer, der giver en fremdrift i oplevelsen; På samme måde som en forfatter tvinger en fortælling til at fortsætte over siderne. På den måde føres publikum gennem en sansemættet fortælling, der også er sigende for Høyerstens tilgang til kunstudstillinger anno 2014.
Anstrøg af fortællinger
At fortællingens struktur har været omdrejningspunkt er illustreret igennem selve udstillingens scenografi. De tydelige afgrænsninger af store rum, smalle korridorer og gange, samt en særlig anvendelse af lys og mørke gør, at strukturen i udstillingen dikteres så publikum ikke overlades til tilfældighederne. Man har mimet bogens, såvel som filmens narrative opbygning, hvor hvert rum er unikt, men stadig står i relation til det foregående og efterfølgende.
Udstillingsguiden bidrager også til at synliggøre denne særlige opbygning. Her udstyres beskueren med et kort over udstillingen, der ikke blot skaber et overblik over værkvandringens forløb, men også giver stikord, som kan hjælpe med betydningsdannelsen og sætte eftertænksomheden i gang.
Men trods den tydelige italesættelse af, at udstillingen tager sit afsæt i fortællingens struktur, forekommer det ikke altid så åbenlyst i selve oplevelsen af at vandre gennem værkerne. At få sammenbundet de forskellige rum til en samlet fortælling, samtidig med at hvert rum har sin egen historie, kræver at man som beskuer hele vejen engagerer sig i et stort fortolkningsarbejde. Særligt forbindelsen og fortællingen imellem rummene kan være vanskelig alt fastholde. Men når det så er sagt, fremstår fortællingerne i de enkelte rum ofte mere anskuelige, og giver med de unikke og nøje udvalgte værker utallige underfundige og tankevækkende sanseoplevelser.
Foto: Anders Sune Berg, Instellationsfoto.
Mening er?
”Out of the Darkness” synliggør og tematiserer rigtig fint menneskets evige og universelle søgen efter mening. Og der hvor udstillingen bliver rigtig tankevækkende, er ved at udfordre beskuerens forståelsen af hvad mening er, og hvori den findes. Særligt et rum gjorde i den forbindelse et eftertrykkeligt indtryk på mig, med sin unikke komposition af værker.
Midt i rummet blomstrer en kæmpe kugleformet skulptur af pleksiglas, i en feminin rosa farve. Den fremstår meget yndig og skrøbelig med sin gennemsigtighed og hullede struktur, der inviterer til udforskning; Det gibber i en, for at få lov til at træde ind i den. Værket er skabt af den belgiske kunstner Carsten Höller, og er navngivet ”Späre”(Rosa). Den er så stor, at den akkurat kan rumme et stående menneske med udstrakte arme, og vækker derfor associationer til Leonardo da Vincis renæssancetegninger og studier i kroppens idealproportioner. Oprindeligt var det Höllers tanke med værket, at gæsten kunne træde ind i kuglen og sætte sig i dens bund. Hvilket måske er grunden til den naturlige lyst, som opstår i betragtningen af den, til netop at gøre dette.
Foto: Anders Sune Berg, Instellationsfoto.
På væggen kan man iagttage værket ”My Sense of Your Sense of Lanuage” af den italienske lys- og konceptkunstner Maurizio Nannucci. Værket, der næsten måler 9 meter i bredden, danner en sætning, som indeholder værktitlen. Sætningens indhold “My Sense of Your Sense of Lanuage“ starter en refleksionsstrøm, der leder tankerne hen til spørgsmålet om menings entydighed, eller rettere mangel på samme, samt hvilket betydning det får, for vores forståelse af hinanden. Det kommer til at stå i skarp kontrast til den forførende sanselighed, som lyset tilbyder, hvilket bevirker at betragteren fængsles i mellemrummet mellem refleksion og sansning.
Relationen mellem de to værker skaber anstrøg af en fortælling, hvis indhold er lige så mangfoldig som det antal besøgende, der kommer til at betragte dem. De får på en eller anden måde dannet et fælles sprog igennem en gensidig indvirkning på sanseoplevelsen. Et fælles sprog som beskueren er medvirkende til at vække live og give betydning, ved at udforske rummets muligheder for at få værkerne til at tale sammen.
Omtåget famlen
”Your atmospheric colour atlas” fra 2009, bedre kendt som ”tågerummet” af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, er ligeledes en sigende del af udstillingen. Værket består af tåge, der bliver belyst fra oven i farverne rød, grøn og blå. Når man bevæger sig rundt i installationen og grænseområderne mellem de forskellige farvezoner, blander farverne sig og danner magenta, cyan og gul. Hvor alle farverne mødes opstår et område af rent, hvidt lys. Man skal ikke længere væk en blot 1,50 m fra de andre besøgende, før man ganske alene opsluges af den farvede tågedis, der slører vores syn og udfordrer vores orienteringsevne. På den måde peger værket på menneskets trang til at skabe sin egen fortælling, og leder tankerne hen på den omtågede famlen eksistensen ofte er. Samtidig tvinges vi til at navigere i rummet med vores andre sanser, og der kredses om farvernes fremtræden for det menneskelige øje. Installationen giver således beskueren en meget sanselig oplevelse. Men samtidig skabes en enorm selvbevidsthed i forhold til behovet for kontrol og overblik, samt en påpegning af det unikke og individuelle i sansningen af ens omgivelser.
Foto: Anders Sune Berg, Instellationsfoto.
Slip sanserne løs
Vandringen gennem ”Out og the Darkness” er et sansesymposium - en detaljemættet oplevelse, der fordrer eftertænksomhed og refleksion. Her kræves en nysgerrig og undersøgende lyst til at skabe, finde og forstå meningen, både i udstillingen, og i værkerne. Ja, måske endda i verden, der af og til ikke fremstår mere meningsfyldt end konceptkunst i sin sværeste og mest komplekse fremtoning.
Foto: Ole Hein Pedersen Instellationsfoto.
Foto: Anders Sune Berg, Instellationsfoto.
Udstillingen kan ses på ARoS indtil 31. december 2015. Du kan læse mere om udstillingen her:
Bliv abonnent på Magasinet Kunst: