Udstillingen "The Image as Burden" på Tate Modern, 5. marts - 10. maj 2015

Portræt af Marlene Dumas der i øjeblikket er aktuel med udstillingen "The Images as Burden" på Tate Modern i London

PROVOKERENDE SKITSEANSIGTER - PORTRÆT AF MARLENE DUMAS

Af Anne Sophie Parsons

Tate Modern huser for tiden den største retrospektive samling af Marlene Dumas’ værker. Udstillingen ”The Image as Burden”, der kan ses fra d. 5 marts til d. 10 maj, udgør et overblik over hvad Dumas’ mangeårige virke, som kunstner har resulteret i. Med næsten 200  malerier og illustrationer er der blevet samlet et mangfoldigt udvalg, der giver indblik i Dumas’ verden. En kollektionen hvori både seksuelt ladede, groteske skikkelser og politisk motiverede afbildningerer repræsenteret.

Det mørke sind

Marlene Dumas (1953 –) er født i Kapstaden, Sydafrika. Fra 1972-1975 læste hun på Kapstaden universitet, hvor hun modtog en bachelor i Visual Art. Dernæst flyttede hun til Holland i 1976, hvor hun studerede hos den uafhængige kunstskole Ateliers 63 i Haarlem. Efter at have afsluttet forløbet i 1978, flyttede hun til Amsterdam, hvor hun stadig er bosat den dag i dag. Derudover studerede hun hos det Psykologiske Institut ved Amsterdam universitet fra 1979 til 1980.

Interessen for de psykologiske afkroge af menneskets sind er et punkt i Dumas’ kunstværker der er yderst fremtrædende, når kataloget for ”The Burden of the Image” observeres. Forvredne ansigter og udviskede udtryk giver et indtryk af en være i en udflydende skitses tilstand. Det obskøne og voldsomme figurerer som kendetegnende markører for Dumas’ særegne visualitet.

"Mamma Roma" (2012)
Private Collection
© Marlene Dumas

Sex, død og fordærv

Det mest definerende træk ved Dumas er hendes tematiske fokus på kropslighed, død og det iøjnefaldende foruroligende. I malerier som ”Fingers” (1999),  ”Introduction” (1999) og ”Male Beauty” (2002) er det f.eks. legemet som vulgær genstand der gengives. Med ansigterne vendt bort, blottes kønsorganer og anus for beskuerens blik uden blu.

"Glorious Venice" (1995)
Private Collection
© Marlene Dumas

Døden er et andet tema som er  vedblivende igennem værkerne. Det ses eksemplificeret i oliemalerierne ”Dead Marilyn” (2008) og ”The Death of the Author” (2005). I begge nærstudier af ansigtet er det henholdsvis Marilyn Monroe og forfatteren Louis-Ferdinand Céline, som vises efter deres død. Begge værker lader de kendte personer bliver navnløse dødebilleder, fremfor at indgå i en decideret hyldest til dem.

Mest eksplicit er måske maleriet “Dead Girl” (2002). Dumas har foretaget en malerisk fortolkning af et nyhedsfoto af en dræbt  palestinensisk pige. Det kulsorte hår står i stærk kontrast til det røde blod, men ansigtet er igen en udglidende gråhvid masse fanget imellem disse to farvepunkter. Døden er ikke en persons ophør, men snarere en umiddelbar følelse indfanget i penselstrøg på hvidt lærred, i Dumas’ hænder.

Maleriets kraft i en verden af fotografier

Dumas baserer sine malerier på allerede eksisterende fotos. Istedet for at skildre en detaljeret naturtro observation er det en forvrænget genfortolkning af det oprindelige materiale. Der findes en opdeling i grupper af Dumas’ maleriske fortolkninger: private fotos (som af Dumas’ egen datter), billeder som figurerer i den offentlige sfære, men som burde være ’gemt’ (f.eks. som ”Dead Marilyn” og ”Dead Girl”), og til sidst universielle billeder alle kendefra offentlige medier, som f.eks. ”Amy-Blue” fra 2011, som afbilder den afdøde sanger, Amy Winehouse.

"Amy - Blue" (2011)
National Portrait Gallery, London
© Marlene Dumas
Photo: Peter Cox

Osama bin Laden afbildes således også i samme måde på maleriet ”Osama” (2011). Selve det lagte snit skærer både turban og beklædning væk, så alt der efterlades er et værk der er zoomet ind på hans ansigtsudtryk. Med sit salige smil og lange skæg fremstår Osama mere som Kristus end frygtet terrorist.

Spørgsmålet om at kunne eller ikke kunne aflæse selve det afbildede ligger derfor også mærkbart i forgrunden,  når det omhandler Marlene Dumas. Er det nødvendigt at kende til det oprindelige fotos eksistens for at fortolke eller forstå Dumas’ værker? I selve udstillingens titel ligger dette punkt indlejret. 

Billedets byrde

Titlen på Marlene Dumas’ udstilling er ”The Image as Burden” og er taget fra et af hendes malerier fra 1993. På lærredet er afbildet to figurer; en mand der bærer en kvinde, som var hun en brud der skal bringes over dørtæsklen. Hendes krop synes fraværende, uden tyngde. Kjolen er kridhvid, og står i stærk kontrast til den sorte baggrund.

På Tate Moderns egen hjemmeside, lyder Dumas udtalelse om det valgte navn af udstillingen: ”Jeg ønskede at give hvad maleriet gør ved billedet fokus, og ikke kun hvad billedet gør ved maleriet.” Ønsket om at fremhæve det komplekse forhold som maleri og det afbildede indgår i, er selve udgangspunktet for Marlene Dumas’ værker.  I fortolkningen af allerede eksisterende billedmateriale indfinder malerierne sig en spørgende position, men samtidig i en  problematiserende tilgang der forvirrer forbindelsen til virkeligheden.

I et interview på Stedelijk Museums hjemmeside udtaler Dumas om ”The Image as Burden”: ”Jeg maler ikke folk, jeg maler billeder. Men dette er billedets tid, ikke maleriets. Folk foretrækker at se på billeder, ikke malerier. Ej heller billederne i selve malerierne.” Udstillingen fremhæver således Marlene Dumas’  bearbejdning af fotografier der placerer sig i en ubehageligt privat sfære, samt den tvetydige natur de tillægges. 

På Tate Moderns hjemmeside kan der læses om udstillingen, ”The Burden of the Image”, som løber fra d. 5 marts til d. 10 maj.

Marlene Dumas' officielle hjemmeside: http://www.marlenedumas.nl/