Indkøbskurven er tom.
Art Copenhagen 2014 - af Helene Olesen
Art Copenhagen 2014 - af Helene Olesen

OMTALE:

Art Copenhagen 2014

Forum i København danner igen i år rammen om Skandinaviens største kunstmesse, Art Copenhagen, hvor der er mulighed for at opleve kunst fra både danske og internationale gallerier.

I den kommende weekend er det 18. gang, at kunstmessen Art Copenhagen kan opleves, og traditionen tro vil det være muligt at få en sanselig og kunstnerisk saltvandsindsprøjtning. Messen præsenterer op imod 50 gallerier, både fra den internationale kunstscene og fra up-comming kunstnere. Gallerierne viser hver især værker i forskellige stilarter og prisklasser.


Art Copenhagen, 2013

På de mange gallerier vil man uden tvivl kunne finde både danske og internationale perler. Der er både gamle kendinge og nye navne på programmet, lige fra den kinesiske keramikkunster Johnson Tsang til spændende yngre danske kunstnere såsom Jonas Pihl, fotokunstner Jacob Juhl, Anders “SCRMN” Meisner og i den tunge ende Christian Lemmerz og Jørgen Haugen Sørensen. Traditionen tro byder messen også på kunstnere som Henry Heerup, Eiler Bille, Else Alfelt og Asger Jorn - ingen dansk messe uden COBRA.


Johnson Tsang - Who did it, 2013 - Foto: Oxholm Gallery

Det sker

Vil du gerne vises rundt, er der mulighed for både lørdag og søndag at hoppe med på en gratis omvisning på messen med kunstformidler Camilla Rohde. Derudover vil der alle dage være mulighed for at opleve den færøske kunstner Kjartan Hansen i performanceudstillingen ”Hamskifte,” og kunstnerduoen Sisters Hope med deres performanceudstilling, ”Sisters Searching.” Sceneprogrammet byder også på kunstneroplæg af Pontus Kjerrmann og Lars Lundehave Hansen, som hver især fortæller om deres installationskunst, som i øvrigt også er at finde på messen.


Installationskunst af Lars Lundehave Hansen - Eternal Storm, 2014

Kunst for de små

Art Copenhagen tilbyder også kunst i børnehøjde. De har allieret sig med Charlotte Farup Ohrt, der stå klar med en kunstworkshop, hvor børnene kan udfolde sig kreativt på messens artfactory. Børnene vil få mulighed for at kreere deres eget værk, måske inspireret af kunst på messen, som de kan tage med hjem.


Børneworkshop med Charlotte Farup Ohrt

Hopelight

Og så kan man være med til at hjælpe kvinder i u-lande. Rundt om på messen vil der være lysbokse som et led i et kunstnerisk velgørenhedsprojekt. Lyskasserne stammer fra danske sygehuse, der har brugt kasserne til røntgenbilleder. I dag er kasserne erstattet af digital teknologi og anvendes derfor ikke længere. En række kunstnere har givet kasserne nyt liv og forvandlet dem til kunstværker. Kasserne kan købes på messen og pengene går til organisationen Maternity Foundation, som hjælper gravide kvinder i udviklingslande til en sikker fødsel, så både mor og barn har bedre vilkår for at overleve.

Magasinet kunst vil selvfølgelig også være til stede alle dagene. Du finder os på stand M1.

Praktisk

Messen løber af stablen d. 19. – 21 september, og har åben fredag fra 16.00-20.00, lørdag fra 11.00-20.00 og søndag fra 11.00-17.00. Entré koster 95 kr. pr. dag, og 150 kr. hvis man vil have adgang til messen alle dage. Børn under 12 år får gratis entré, og studerende og unge under 18 år kan komme ind for 50 kr.

For yderlige information om messen og udstillerne:

http://artcopenhagen.dk/Default.aspx

 

 

 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer