Indkøbskurven er tom.
Daniel Svarre på Galleri SPECTA
Daniel Svarre på Galleri SPECTA

OMTALE: af Sabina Pedersen Hvass, 26. februar 2016

Det er tredje gang Daniel Svarre (f. 1976) har en soloudstilling på galleri SPECTA, og denne gang sætter han fokus på genkendelige objekter i det offentlige rum og på identitetsmarkører knyttet til ungdom og forbrug. 

Udstillingens titelværk har taget sit formelle udgangspunkt i et designer armbåndsur fra begyndelsen af 1980'erne. Uret tilhørte Svarres far, og værket er en afsøgning af forbindelser mellem dannelse, autoritet og æstetik og blev til ud af en interesse for hvordan social og kulturel dannelse videregives.  


Small Monument For Education, Daniel Svarre. Foto: Erling Lykke Jeppesen

I sit kunstneriske virke arbejder Svarre ofte med forskellige identitetsmarkører, og er optaget af forståelsesrammer for det enkelte individ. Det udspringer af et ønske om skabe opmærksomhed på ensretninger og tendenser i samfundet, og derfor behandler værkerne ofte problematikker knyttet til køn, uniformering, grupperinger og berør angsten ved at falde uden for. 

Hvad enten det er beklædning eller brugsgenstande, formår Svarre at sætte sin kunst ind i en socialkritisk kontekst, og trods et ønske om ikke at blive klassificeret som 'politisk kunstner', så har hans værker ved flere lejligheder peget på den danske, politiske retorik og sociale debat.


Danish male teen with Hip Hop attitude, Daniel Svarre. Foto: Københavns Museum

For eksempel var det et centralt element i Svarres bidrag til Københavns Museums udstilling i 2010, ”Om at blive Københavner”, med titlen ”Portraits of Danish male teens with Hip Hop attitude” (2006). Værket indeholder tegnede sort/hvid-portrætter af nogle unge drenge, som Svarre kom i kontakt med i forbindelse med sit arbejde i en ungdomsklub i Ballerup-området under sin studietid. Portrætterne modstiller det barske look med bløde ansigtsfolder og lukkede øjne. Stregen udvisker en eksplicit afkodning af etnicitet, og selv har Svarre udtrykt et ønske om at formidle den diversitet, han mener kendetegner København.

Udover det klare socialkritiske blik, er der en gennemgående dualitet i Daniel Svarres kunst: det private over for det offentlige, fællesskabet over for individet og en vekslen mellem magt og afmagt. Svarre arbejder på kryds af både medier og materialer i alt fra tegninger over skulptur til installationer. Det æstetiske udtryk er derfor også rigt, og varieret.

Det ses tydeligt i Svarres sidste udstilling på Galleri SPECTA, ”Works from within the Circle” (2012). Her bliver elementer fra modeindustrien bearbejdet på en måde, der peger på magtforhold i det umiddelbart æstetiske – i beklædning og afklædthed og i udnyttelsen af rum.

Masked, Daniel Svarre. Foto: Erling Lykke Jeppesen

Daniel Svarre er født i Vejle, men er nu bosat i København. Han har studeret på det Fynske Kunstakademi og på Kunsthøjskolen i Malmø, og blev færdiguddannet fra sidstnævnte i 2006. Siden har han deltaget i udstillinger i både ind- og udland, og hans værker er repræsenteret i samlinger i USA, Tyrkiet, Canada såvel som herhjemme.

I dag åbner Daniel Svarres seneste udstilling ”Fathers Watch”. Udstillingen løber fra i dag, den 26 februar, frem til 2. april 2016. Læs mere om udstillingen her. Mere om kunstneren kan du finde her.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer