Indkøbskurven er tom.
Legesyg og udfordrende videokunst - af Anna Sofie Hillersborg
Legesyg og udfordrende videokunst - af Anna Sofie Hillersborg

UDSTILLING 

5. november 2014
 

Tag alle dine forventninger til filmmediet med dig ind på Kunsthal Charlottenborg og mød videokunstneren Keren Cytter. Hun vil ryste, dechifrere og udfordre dig og dine forestillinger om, hvad film er i sin aktuelle soloudstilling.

Soloudstillingen med Keren Cytter (f. 1977, født i Tel Aviv, bor i New York) viser to nye serier af Cytters tegninger og otte udvalgte film, nogle er af ældre dato andre er splinternye.

Jeg forlod udstillingssalene desorienteret, forvirret og med en bevidsthed om, i hvor høj grad jeg har vænnet mig til at filmmediet skal behage og stryge mig med hårene gennem æstetisk kameraføring og fængende fortælling.  
Keren Cytter skramler, ramler og irriterer med håndholdt kamera, amatørskuespil og en opløsning af den narrative struktur. Jeg havde en følelse af at blive testet; kunne jeg rumme at få skrællet al pænhed og struktur af filmisk form og indhold?

 

Keren Cytter, Der Spiegel, 2007, video still

 

Filmene gjorde mig nærmest vred, for hvad var meningen med denne filmiske galskab? Jeg tænkte meget over min umiddelbare reaktion og blev mindet om,  hvor vigtigt det er, at kunsten kan irritere os ved at ryste vores forestillingsverden og pille vores forventninger fra hinanden. I al sin grimhed og mangel på struktur, fortæller Cytter nemlig også om den kommercielle films uskrevne regler.

 

Keren Cytter, Exhibition view Kunsthal Charlottenborg, 2014, Foto: Anders Sune Berg

 

Cytter er kendt for at tage genkendelige og hverdagslige situationer ud af deres vante kontekster og skabe nye syrede sammenhænge, som redigeres med simple teknikker og visuelle effekter, der udmønter sig i et low-fi udtryk.

Man kan finde et utal af både populær- og finkulturelle referencer i hendes filmværker, referencer som blandt andet hentes i billigt producerede tv-serier, gyserfilm og i Shakespeare-monologer.  Sammenstillingen af de meget forskellige referencer, har fået kritikere til at beskrive hendes værker som ”avantgarde soap opera” og ”kitchen sink surrealism”.

 

Keren Cytter, Something Happened, 2007, video still

 

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, som indtager de københavnske biografer med dokumentarfilm i alle afskygninger, har udnævnt Keren Cytter som ”artist in focus”.
I den forbindelse bliver det muligt at se filmene  ”New Age” og ”Documenta Y” på Cinemateket.

 Man kan desuden opleve Cytters kunstneriske univers live, når CPH:DOX i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg, onsdag d. 12. november inviterer til en audiovisuel performance, hvor Keren Cytter vil opføre et totalkunstværk, som forener videokunst, performance og lydkunst. Kunstværket opstår i et samarbejde mellem Cytter og musikere fra Maria and the Mirros og Vindicatrix, som i samspil kalder sig Vociferous.  Arrangørerne varsler at det bliver en utæmmet, kaotisk og supersonisk oplevelse af dimensioner. Du kan finde mere information om arrangementet her.

 

Udstillingen med Keren Cytter kan ses på Kunsthal Charlottenborg frem til 1. januar 2015

 

 

http://kunsthalcharlottenborg.dk

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer