Indkøbskurven er tom.
Store hudfarvede beholdere – af Laura Ifversen
Store hudfarvede beholdere – af Laura Ifversen

I midten af 00’ernes bragende vækstøkonomi boomede kunstmarkedet og sulten efter samtidskunst løftede en generation af unge kunstnere, som vandt kommerciel succes mens de stadig studerede ved kunstakademier rundt omkring. Denne unge generation af kunstnere tilhører Ida Kvetny (f. 1980).

Hvor krisen knægtede flere kunstneres karriere er de mest vedholdende her endnu. Denne gruppe tilhører Ida Kvetny også.

Et besøg på Kvetnys aktuelle separatudstilling Large Flesh Coloured Containers på Galleri Christoffer Egelund viser, hvorfor hun er her endnu. Hvorfor hun, (måske) til trods for sine tætpakkede lærreder befolket med figurer, symboler og mystiske, organiske former, står som en vægtig kunstner på en kunstscene med forkærlighed for en mere minimalistisk konceptualisme. 

Installation view from Large Flesh Coloured Containers at Galleri Christoffer Egelund

Hendes velkendte farverige og fabulerende univers er lige så fantastisk som altid, men noget er sket siden Michael Jeppesen i Dagbladet Information kritiserede Kvetnys overfyldte lærreder i sin anmeldelse af hendes separatudstilling RAM for to år siden. Og hun har flyttet sig siden gruppeudstillingen Psych-Out - psykedelisk samtidskunst på Holstebro Kunstmuseum i 2011. Det samlede indtryk af de udstillede værker anslår en mere alvorlig tone.

IDA KVETNY, Planet City, 2014, Mixed media on canvas, 132 x 344 cm

Kvetny er ikke hvad man ville kalde eksperimenterende: Maleri, skulptur og en video, som fungerer som en indføring i hendes univers; et univers med nogle gennemgående figurer iscenesat i en ellers myriadisk motivverden. Kvetny er konsekvent. Og netop konsekvensen giver genkendelighed og skaber en fælles klangbund for hendes fantasiverden og vores, beskuernes.

Totem og symbol
På en fremtrædende plads ved et af galleriets store facadevinduer er små sølvfarvede figurer placeret på seks rektangulære, blankpolerede, metalplader i gulvhøjde. Vi tvinges i knæ eller til at indtage en ubekvem foroverbøjet stilling, hvis vi vil studere figurernes mangfoldighed og detaljer. I den foroverbøjede stilling møder vi vores eget spejlbillede i de blankpolerede flader og vores spejlbillede kastes tilbage til os som baggrund for de små figurer; spejlingen af os selv i lille format – én figur blandt mange. En tilfældig stand in for os selv midt i værket. 

IDA KVETNY, Symbolic cabinet, 2014, (detail) Plaster, Graphite on MDF

Kombineret med det totem-lignende lodrette vægmaleri peger værket med titlen Symbolic Cabinet på en særlig forståelsesramme, hvor motivkredsen henviser til noget andet end det umiddelbare. Titlen griber tilbage til Renæssance-fyrsternes Kunstkammer (Engelsk: Cabinet of Curiosities/Tysk: Wunderkammer), hvor alverdens forunderlige genstande var samlet for at vise mangfoldigheden af og det ufattelige i Guds skaberværk.

Her i udstillingen kan vi i stedet lade os betage af Ida Kvetnys skaberværk, forstået på den måde, at hun har sat en ramme for genstandene, som opfordrer os til at give plads til at undres og forundres.

At se os selv
For at vende tilbage til spejlingen af os selv i de blanke flader, er det interessant som værktitlen indskriver vores spejlbillede i det lille symbol-kabinet. Spejlbilledet er jo en ren overfladisk gengivelse af én selv og ligesom med kunstværker kan vi vælge kun at betragte overfladen eller at tage os tid til at se bag facaden. Er det muligt at se bag fremstillingen? At se bag symbolerne?

I betragtning af udstillingens titel er der et interessant fravær af store hudfarvede beholdere (Large Flesh Coloured Containers). Ud over at være et uddrag fra videoen forekommer titlen derfor ikke så meget en bogstavelig beskrivelse af værkerne så meget som en markør for nødvendigheden af vores egen deltagelse i værket og herigennem i tilblivelsen af værkets forståelseshorisont. 

Rundt om i værkerne ser jeg øjne, knogler, kød og kroppe. Ikke store. Dog store nok til at pege tilbage på Kvetny og mig og dig. Vi er de store hudfarvede beholdere. Det er os, som bestemmer, hvordan historierne fortsætter når værkerne holder op. Vi ser ikke bag om noget, men ind i os selv, guidet på vej af værkerne.

IDA KVETNY, An Amazon Never Surrenders, Mixed media on paper, 29 x 42 cm

Foruroligende farvelade
De væghængte værker spænder fra de handlingsmættede tegneserie-agtige mindre værker på papir, der er holdt primært inden for gråtoneskalaen, over vægmaleriet, til de store lærreder, som gør størst indtryk på mig.

Det mest ubehagelige er de blotlagte knogler/knogle-lignende fragmenter, som går igen flere steder. Men også de mange øjne, som kigger på mig, er urovækkende.

Hvor det af nogen anses for at være en ulempe, at Kvetnys værker er så mættede af farver såvel som fortællinger, ser jeg det som et virkelig godt udgangspunkt for at gå på opdagelse, men det er fint, at hun giver plads til, at man selv kan lege med.


IDA KVETNY, Coastal, 2014, Mixed media on canvas, 96 x 234 cm

På de store lærreder er Kvetnys palette nedtonet en smule i forhold til tidligere: Hun benytter den stærke lapis lazuli mindre til fordel for mere afdæmpede lavendelfarvede og uvejrsmættede nuancer, flankeret af petroleum og næsten gennemsigtig blåhvid med strejf af andre kulører.

Den legesyge billedsymfoni, som kendetegner Kvetnys kunst, er modnet. Der er blevet mere plads til pauser, hvor øjet kan hvile. Pauserne giver figurerne rum og mere kant. Det klæder dem og det klæder Kvetny.

 

Fakta

Large Flesh Coloured Containers

Ida Kvetny, separatudstilling hos Galleri Christoffer Egelund 22. august – 29. september 2014.

Bogreception & Performance onsdag d. 3. september kl. 17. se mere på christofferegelund.dk

Ida Kvetny bor og arbejder i København. Hun uddannet fra Central Saint Martins College of Art and Design i London, hvor hun afsluttede sin MFA i 2007. Hun har udstillet flere steder i Danmark og i udlandet, herunder Torrance Art Museum, Los Angeles (2013); Nikolaj Kunsthal i København (2013-14) og Munch Gallery i New York (2014). Derudover har hun deltaget på gruppeudstillinger på Holstebro Kunstmuseum, Charlottenborg Kunsthal, Museum of Art - Seoul National University, Brandts i Odense og på den store samlerudstilling "Mad Love" (2007) på Arken Museum of Modern Art i København. Nationalt og international er hun blevet vist på utallige gallerier. Hun har modtaget flere priser herunder Årets Unge Kunstner 2007 (Ledernes Hovedorganisation) og i foråret 2012 blev hun inkluderet i "Kraks Blå Bog" over betydningsfulde danskere.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer