OMTALE: af Nikita Pharao Munk, 9. februar 2016

Hvad sker der, når et galleri inviterer to kunstnere – og giver dem lov til frit at invitere yderligere to kunstnere til at udstille sammen med sig? Ifølge bendixen contemporary art kan det være med til at udfordre udstillingen og samtidig tilføre den noget nyt og uventet. 

På bendixen contemporary art i Palægade, København, udstilles frem til 20. februar fire kunstnere under overskriften: ”Two by two”. Her har kunstnerne Bjørn Poulsen og Kaspar Oppen Samuelsen hver især fået lov til at invitere en kunstnerkollega til at udstille værker overfor deres egne. Det har resulteret i en lille og intim, men alsidig udstilling, som både præsenterer skulpturer, værker på papir og en videoinstallation.

Ifølge galleriets pressemeddelelse er idéen med denne form for udstillingspraksis, at kunstnernes individuelle udtryk uundgåeligt vil give en udfordring i balance og dialog, som kan tilføre udstillingen nogle nye og uventede krydsninger.

På tværs af medier

Skulptøren Bjørn Poulsen har inviteret maleren Nanna Riis Andersen til at udstille sammen med sig. Det har resulteret i, at der på galleriet findes seks af Poulsens skulpturer, som er meget forskellige rent formmæssigt, men uden tvivl stadig bærer hans klare dna.

Two by two, Bjørn Poulsen. Foto: Frank Rosenmejer/bendixen contemporary art

Han præsenterer tre stående skulpturer samt tre væghængte værker, hvoraf ét blandt andet består af hvide margreteskåle og IKEA-kasser, som er slået itu og revet i stykker, og efterfølgende skruet sammen til en ubestemmelig, organisk form. Værket indkapsles af en blå kasse af akrylplast. Flere af skulpturerne er opbygget på lignende vis af forskellige plastikmaterialer, som omgives og indrammes af gennemsigtigt, neonfarvet akryl. Dog udgør stål materialet i den organiske del af et enkelt af værkerne, ligesom en af Poulsens bronzeskulpturer også er præsenteret.

Overfor Poulsens værker er malerier af Nanna Riis Andersen udstillet i både store og små dimensioner. I et interview til idoart.dk fortæller Riis Andersen, at hun lader sig inspirere af ”kroppens og naturens organiske strukturer, men også af kirurgi og hjælpemidler, og hele den industri der er omkring forbedring, ændring og heling af det kropslige”.

Two by two, Nanna Riis Andersen. Foto: Nikita Pharao Munk

Dette kropslige element er også tydeligt, når man ser hendes detaljerige værker, hvor tynde streger fra kuglepen væver sig ind og ud af hinanden og danner de karakteristiske muskelfiberstrukturer i billedet. En plet af let, pink akvarelfarve er placeret i mindre plamager, mens en støvet grøn bevæger sig ned mod værkets bund. Det giver maleriet dybde, men også en fornemmelse af at alle elementer har en særlig forbindelse til og afhængighed af hinanden.

Umiddelbart er kontrasten mellem de to kunstnere og deres værker stor – ikke kun i form af hver deres brug af medier. Hvor Poulsen bruger akrylens stærke og klare farver, bruger Riis Andersen de mere bløde akvareller. Akvarellerne fungerer som baggrund for de sirlige, sorte streger, der tilsammen danner et stort, sammenfiltret net, som udgør de muskellignende dele i værket. Og billedet af musklen er netop, hvad de to kunstneres værker har til fælles. Poulsens værker griber dog til de mere rumlige materialer, idet han smadrer genstande som den ikoniske magretheskål og forskellige IKEA-plastikmaterialer, for derefter at skrue dem sammen til en ny, organisk form. Det materialistiske islæt, hvor ikoniske materialer indgår som en mindre, men karakteristisk del af værket, peger på samtidens forbrugersamfund. Samtidig opstår der et indre modsætningsforhold af kultur overfor natur i værkerne, idet der på den ene side arbejdes med kultur gennem materialerne, og på den anden side med natur i forhold til værkets organiske, kropslige form.

Udtrykket i begge kunstneres værker er meget lig hinanden, og meget energisk – som spændte muskler, der giver den organiske association. Riis Andersens værker har dog en anden blødhed og femininitet, som harmonerer i både materialebrug og motiv. Hun leger med kontrasterne på en anden måde end Poulsen; modsat de flækkede kanter fra smadret plastik, bruger hun den mere afgrænsede og let kurvede streg til at skabe illusionen af tilfældigt strukturerede og sammenhængende fibre.

Poulsens værker repræsenterer i høj grad kontrasterne mellem krop og kultur, hvor Riis Andersens værker på lignende vis – og alligevel på en helt anden måde – arbejder med krop og natur frem for krop og kultur.

”What does this represent?”

Udstillingens andet kunstnerpar er Kaspar Oppen Samuelsen, som viser maleri og tryk, og Marie-Louise Vittrup, som præsenterer en videoinstallation.

Oppen Samuelsen leger i sine malerier med flader, perspektiv og komposition. Maleriet på udstillingen består af 16 sammensatte A3-ark i forskellige farver, som udgør maleriets baggrund og samtidig bryder med et klassisk perspektivbegreb. Figurerne på billedet er flade og malet så det næsten ser ud som om, han har brugt stensils til formålet. Yderligere er der blandt andet malet to menneskelignende figurer med en stor, rund, flad hat – set fra oven og set direkte fra siden, som en flad streg. På denne måde arbejder Oppen Samuelsen ikke med dybde, men nærmere i lag.

Two by two, Kaspar Oppen Samuelsen. Foto: Frank Rosenmejer / bendixen contemporary art

Til et interview i forbindelse med sin udstilling på Tranen i 2012 siger Oppen Samuelsen, at værkerne handler om den abstraktionsproces, hvor man sætter sig til bordet med én ting for øje, og pludselig bliver distraheret af noget helt andet end de store beslutninger, som man startede ved i første omgang. Det vigtigste for ham er dog de associationer, der sættes i gang hos beskueren selv.

Samme tematik arbejder Marie-Louise Vittrup med i sin videoinstallation, som er et sammenklip af små filmsekvenser, tegninger, fotografier og små serielle stills. Det er ikke lyden, der er det primære for værket – alligevel er et brudstykke fra en hjemmevideo, filmet inde fra en familiebil, meget sigende for værket, idet man hører kameraførerens stemme spørge: ”Kan vi ikke sådan lige rulle vinduet lidt længere ned?”, mens hun filmer et ædende æsel, der stirrer direkte ind i kameraet, og efterfølgende forsøger at imitere et æselskrig.

Two by two, Marie-Louise Vittrup. Foto: Nikita Pharao Munk

I denne som i andre af filmens sekvenser bliver det ligeså meget dyrenes reaktion på mennesket, som er interessant. Hvordan opfører dyrene sig i menneskers nærvær? Hvordan opfører mennesker sig i dyrenes nærvær?

Ligesom hos Oppen Samuelsen bliver det en kommentar til relationen mellem værket og beskueren. Som en sarkastisk bemærkning viser Vittrup let og diskret en kort tegneserie i starten af filmværket, hvor en mand grinende peger på et abstrakt maleri med taleboblen: ”Haha, what does this represent?”, hvorefter maleriet aggressivt peger tilbage på manden, og svarer: ”What do YOU represent!?”.

De to kunstnerpar udgør hver deres parallelhistorier på galleriet, hvilket gør det interessant at se, hvordan kunstnerne kan angribe en tematik på vidt forskellige måder, og stadig formå at få deres værker til at kommunikere med hinanden og beskueren gennem de forskellige medier.

Udstillingen kan opleves hos bendixen contemporary art frem til 20. februar 2016.

Læs mere om udstillingen og galleriets åbningstider:
http://www.bendixenart.dk

Læs mere om de fire kunstnere:
http://www.bjornpoulsen.dk
http://nannariisandersen.dk
http://www.kasparoppen.net
http://www.mlvittrup.com